Brøndby henter tidligere AGF-anfører Patrick Mortensen

1. JUN 2026 • 15:32SPORT

Den 36-årige angriber Patrick Mortensen fortsætter karrieren i Brøndby IF, hvor han får en toårig kontrakt.

Den tidligere AGF-anfører Patrick Mortensen skifter til Brøndby IF.

Det oplyser vestegnsklubben på sin hjemmeside.

Den 36-årige angriber har underskrevet en toårig kontrakt med Superliga-klubben.

- Brøndby er en kæmpe klub i Danmark med en fantastisk historie og nogle værdier, som jeg spejler mig selv i, siger Patrick Mortensen til klubbens hjemmeside.

Mortensen har tidligere været i Brøndby. I 2007 skiftede han til klubben fra Fremad Amager og fik en håndfuld kampe for førsteholdet.

Nu vender han tilbage til de blå-gule farver.

- Den stemning og eufori, der er her, er uden sammenligning. Den får du ikke andre steder i Danmark, og det glæder jeg mig helt vildt til at være en del af, tilføjer han.

- Lige nu er jeg en glad mand, og jeg føler mig som en lille dreng, der bare glæder sig til at gå ind i slikbutikken.

Mortensen har været i AGF siden 2019 og var i den forgangne sæson med til at sikre klubben det danske mesterskab for første gang i 40 år.

Mortensen blev med 115 mål i 265 kampe alletiders topscorer i Superligaen for AGF. Han manglede dog syv mål for at indhente Erik Jensen, hvis man inkluderer tiden før Superligaen.

I 2024/25 blev han topscorer i Superligaen med 20 mål i løbet af cirka 2500 minutter på banen.

I den forgangne sæson lavede han ni mål på omkring 2300 minutter.

Brøndbys nytiltrådte fodbolddirektør, Julius Ohnesorge, siger til klubbens hjemmeside, at Mortensen skal spille en vigtig rolle også uden for banen.

- Patrick kommer ind som et perfekt supplement til den gruppe af angribere, vi allerede har.

- På banen har han med sin fysik, sin erfaring og sin tilstedeværelse i feltet nogle kvaliteter, vi har brug for. Men det er ikke mindst som leder og rollemodel, han skal gøre en forskel, siger Ohnesorge.

Mortensen understreger også, at han både vil bidrage på og uden for banen og hjælpe de yngre spillere med at udvikle sig.

- Selvfølgelig kommer jeg til klubben for at spille og score en masse mål, men jeg vil i lige så høj grad se Jacob Ambæk og de andre få succes. Kan jeg hjælpe blot en lille smule med det, vil jeg være rigtig glad, siger han.

Brøndby sluttede den forgangne sæson på fjerdepladsen og missede europæisk fodbold efter et nederlag til FC København i playoffkampen om en europæisk plads i maj.

Mortensen er den seneste profil til at forlade AGF.

Også den svenske forsvarer Felix Beijmo tog afsked med klubben i maj og skiftede få dage senere til FC København.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT