Brændt straffe koster danske fodboldkvinder sejr i rivalopgør
Amalie Vangsgaard kiksede fra 11-meterpletten i en chancefattig testkamp mod Norge, der endte uden mål.
Landstræner Jakob Michelsen er fortsat ubesejret i spidsen for det danske kvindelandshold i fodbold.I modsætning til de to Nations League-opgør mod Finland i oktober måtte Michelsens tropper dog nøjes med uafgjort i mandagens testkamp mod Norge i det sydlige Spanien.
Det endte uden scoringer - blandt andet fordi Amalie Vangsgaard 20 minutter før tid misbrugte et straffespark.
Kampens svenske dommer mente, at Olivia Holdt blev nedlagt ulovligt i feltet, da hun forsøgte at drible ind mellem to nordmænd. Den kendelse så tvivlsom ud, men den fik altså ikke indflydelse på resultatet.
Vangsgaards bløde skud fra 11-meterpletten blev verfet af vejen af den norske keeper.
Det var Danmarks klart største chance i en kamp, hvor de to hold i store perioder låste hinanden fast i en taktisk stillingskrig.
Uden anfører og angrebsstjerne Pernille Harder havde danskerne generelt svært ved at spille sig frem til åbne muligheder.
Man skulle ind i anden halvleg, før det norske mål første gang var truet for alvor. Vangsgaard drejede rundt midt for mål, men bolden blev blokeret af norske forsvarsben.
Nordmændene var farligere og kunne have bragt sig foran i første halvlegs sidste sekunder, da Elisabeth Terland blev spillet fri.
Freja Thisgaard kom dog hurtigt ud af sit mål og tog sig af Manchester United-angriberens afslutning.
I første del af anden halvleg var danskerne presset langt tilbage, og Sara Holmgaard fik liggende blokeret i to omgange og dermed forhindret Frida Leonhardsen-Maanum i at sparke bolden ind i et tomt mål.
Men hverken danskere eller nordmænd kunne score i årets sidste landskamp og kan nu se frem mod VM-kvalifikationen, der begynder i marts.
Her er Danmark i gruppe med Serbien, Italien og Sverige.
/ritzau/
