Antallet af ledige stillinger voksede en smule i tredje kvartal
Der er stadig brug for nye ansatte i den private sektor, hvor antallet af ledige stillinger fortsat er højt.
Efterspørgslen på arbejdskraft er stadig høj i Danmark, viser nye tal fra Danmarks Statistik.I tredje kvartal var der således 52.055 ledige stillinger, svarende til en stigning på godt 200 sammenlignet med forrige kvartal.
Det er samtidig tredje kvartal i træk, hvor tallet stiger, efter at det ellers er faldet nogenlunde støt siden begyndelsen af 2022.
- Stigningen i de ledige stillinger er endnu et tegn på, at vi fortsat har et stærkt arbejdsmarked.
- Samme billede fik vi i sidste uge med opjusterede beskæftigelsestal, der også viste fortsat fremgang i antallet af lønmodtagere i tredje kvartal, siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri.
Hos Dansk Erhverv noterer seniorøkonom Kristian Skriver sig, at der er bestemte brancher, hvor behovet for flere hænder er mest markant.
- En meget stor del af de ledige stillinger er i handel, transport, hoteller og restauranter. Det skyldes til dels, at det er store brancher med mange job, hvilket giver en større tilbøjelighed til mange ledige stillinger.
- Dertil har det også en væsentlig betydning, at specielt hoteller, restauranter samt transportbranchen i disse år har en stor medarbejderomsætning, siger han.
Antallet af ledige stillinger opgøres ved hjælp af en rundspørge blandt cirka 7000 danske arbejdsgivere.
En anden kilde til at vurdere efterspørgslen på arbejdskraft er Jobindsats.dk, der hver måned opgør antallet af stillinger, der bliver slået op. Det seneste tal er fra oktober og lød på knap 25.000 nye stillingsopslag.
- Det er det femtehøjeste i en oktober måned gennem de seneste 21 år, som statistikken fra Jobindsats strækker sig over.
- Derfor er det heller ikke umuligt, at nye rekorder kan være under opsejling for beskæftigelsen, vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.
/ritzau/