Ifølge AFP får Elye Wahi alligevel lov til at rejse med til Elfenbenskystens kamp i Canada mod Tyskland.
Angriberen Elye Wahi har alligevel fået visum til Canada og kan dermed tage med Elfenbenskysten til Toronto, hvor Tyskland lørdag venter.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Tidligere torsdag oplyste fodboldforbundet i Elfenbenskysten (FIF) ellers, at Wahi blev nægtet indrejse til Canada og missede VM-kampen mod Tyskland.
Forbundet skrev, at de nødvendige administrative tilladelser for at komme ind i Canada ikke kunne hentes.
Men ifølge AFP udskød de canadiske myndigheder afgørelsen, mens der blev indsamlet mere information. Og det er altså endt med, at Wahi kan rejse med Elfenbenskysten ind i Canada.
Onsdag oplyste den franske ligaorganisation, at 23-årige Wahi, der spiller i Nice, er involveret i en sag om mulig matchfixing.
Den franske liga blev advaret af samarbejdspartnere om, at der var spillet usædvanligt mange penge på, at Wahi skulle modtage et gult kort i en kamp i den franske liga.
I den pågældende 0-0-kamp mod Metz i midten af maj modtog Wahi et gult kort. Den franske ligaorganisation havde mistanke om svindel og indberettede sagen til politiet.
Anklagemyndigheden i Marseille bekræftede overfor dpa, at Wahi blev anholdt 29. maj og forhørt i sagen. Siden blev han løsladt.
Wahi har ikke kommenteret sagen.
I den første VM-kamp startede Wahi inde for Elfenbenskysten og blev skiftet ud efter 56 minutter mod Ecuador ved stillingen 0-0.
/ritzau/