Bayern forsvarer sig til 0-0 og styrer mod mesterskab

15. FEB 2025 • 20:25SPORT

Bayern München fører fortsat med otte point i toppen efter at have forsvaret sig til uafgjort i Leverkusen.

Bayern München ligner et kommende mesterhold i Tyskland. I topbraget lørdag aften hentede Bayern 0-0 på udebane mod Bayer Leverkusen og bevarede dermed sit forspring i toppen.

Med 12 runder tilbage fører Bayern med otte point ned til Leverkusen.

Bayern kom til udekampen med ét formål. Nemlig at forsvare sig til uafgjort, og den mission lykkedes altså, selv om Leverkusen havde rigeligt med chancer til at afgøre kampen til egen fordel.

Der stod Leverkusen på det meste i første halvleg, og hjemmeholdet burde have været i front efter de første 45 minutter.

Inden for få minutter midtvejs i halvlegen havde Leverkusen tre store chancer, der kunne have givet udbytte.

Først driblede Florian Wirtz sig fri og afsluttede på Manuel Neuer, og på riposten headede Jeremie Frimpong bolden på overliggeren.

Fire minutter senere reddede overliggeren igen for Bayern, da Nathan Tella flugtede en perfekt servering på tværribben. Det gjorde kun ekstra ondt på Tella, at han efter afslutningen gled ind i stolpen og tog fra med ansigtet.

I den anden blev Bayern ikke noteret for en eneste afslutning før pausen.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor Bayern mindede om et bundhold, der i en svær udekamp var kommet for at spille på 0-0.

Trods den kompakte defensiv kom Leverkusen fortsat til chancer. Tella headede på mål efter et hjørnespark, men hans forsøg blev reddet på stregen, efter at han tidligere havde været tæt på med et akrobatisk forsøg.

Med ti minutter tilbage kom Bayern til en afslutning, men en forkølet én af slagsen, og dermed formåede storklubben ikke at forsøge sig inden for rammen.

I tillægstiden var det symptomatisk igen Leverkusen, der kom til en stor dobbeltchance, men Alejandro Grimaldo og Florian Wirtz misbrugte på utrolig vis.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT