Ehlers bliver matchvinder med to mål mod Montreal

24. MAJ 2026 • 07:31SPORT

Nikolaj Ehlers sørgede med to mål for at udligne til 1-1 for Carolina i semifinaleserien mod Montreal.

Nikolaj Ehlers blev dagens mand i skysovs for NHL-holdet Carolina Hurricanes, der natten til søndag dansk tid besejrede Montreal Canadiens med 3-2.

Danskeren scorede ikke bare i den ordinære spilletid, men sikrede også sejren med sit mål fire minutter inde i overtiden, efter at den ordinære kamp var sluttet 2-2.

Det skete, da han modtog en løs puck på midten af isen og skøjtede mod mål. Med et resolut håndledsskud overrumplede han Montreal-målmand Jakub Dobes, og så brød jublen løs på hjemmebanen i Lenovo Center.

Dermed står der nu 1-1 i bedst-af-syv-serien, hvor vinderen sikrer sig en plads i finalen om Stanley Cup-trofæet.

Næste kamp i serien spilles natten til tirsdag dansk tid i Montreal.

Ehlers har scoret seks point i de hidtidige ni playoffkampe, som Carolina har spillet i denne sæson.

Han kom til klubben inden sæsonen efter at have spillet ti sæsoner i Winnipeg Jets.

I Carolina er han holdkammerat med landsmand Frederik Andersen, som vogter målet.

Holdets succes i slutspillet er dog en bet for det danske landshold, som til det igangværende VM må undvære de to store profiler.

Kun to danskere har tidligere optrådt i Stanley Cup-finalerne. Tilbage i 2011 nåede Jannik Hansen slutkampene med Vancouver Canucks, men tabte i den syvende og afgørende kamp mod Boston Bruins.

I 2018 nåede Lars Eller sammen med Washington Capitals frem til finaleserien.

Ikke alene blev Eller den første dansker til at vinde Stanley Cup, han blev matchvinder, da holdet fra hovedstaden i kamp fem tog den fjerde sejr i serien og dermed titlen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT