Bandende Verstappen fnyser ad sprogkritikere: Jeg er ligeglad

25. JUL 2024 • 21:59SPORT

Max Verstappen opfordrer tv-seerne til at skrue ned for lyden, hvis de ikke vil høre ham rase.

Max Verstappen var rasende på sin løbsingeniør hos Red Bull, Gianpiero Lambiase, under Ungarns grandprix sidste weekend, og det fik hele verden lov at følge med i.

Over radioen bandede og svovlede den hollandske Formel 1-stjerne, der var utilfreds med sit holds strategi og løbsledelsens beslutninger, og lyden blev sendt ud til millioner af tv-seere.

Siden har han fået kritik for sit hårde sprogbrug, men den kritik giver han ikke en fløjtende fis for.

- Folk, der ikke kan lide mit sprog, kan lade være med at lytte. Skru ned for lyden, siger han opfordrende til kritikerne ifølge Reuters.

- Jeg er ligeglad. Jeg siger, hvad jeg vil. Sådan er sporten. Vi kommunikerer meget med pitvæggen, og man har muligheden for at snakke.

Han peger på, at atleter i andre sportsgrene også bander og skælder holdkammerater ud.

- Men de har bare ikke en mikrofon i hovedet, siger Max Verstappen.

Hollænderen har længe været fuldstændig umulig at slå i Formel 1, men især McLaren begynder at hale ind på Red Bull, ligesom Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og George Russell vandt de to forrige løb.

I grandprixet i Ungarn måtte Max Verstappen nøjes med en femteplads. Men det var i hvert fald ikke på grund af det hårde sprog, slår hollænderen fast.

- Vi er meget åbne og meget kritiske over for hinanden. Det har virket ret godt for os, så jeg forventer ikke, at det ændrer sig.

- Det er sådan, vores tilgang er, og jeg synes, at det er vigtigt at være kritisk. I den verden, vi lever i lige nu, føler jeg, at mange mennesker ikke kan tage imod kritik, som det var engang, og sådan vil jeg ikke have, at det ender her, siger Max Verstappen.

Hollænderen har vundet Formel 1 tre år i træk og fører fortsat den samlede stilling i denne sæson. I weekenden skal Formel 1-feltet dyste på den legendariske bane i belgiske Spa.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT