Axelsen finder vej ud af problemer og når semifinale

12. JAN 2024 • 14:19SPORT

Viktor Axelsen avancerede til semifinalen i Malaysia efter at have tabte et sæt til Ng Ka Long fra Hongkong.

Efter store problemer i første sæt løftede Viktor Axelsen sit badmintonspil og gik overbevisende videre til semifinalen i Super 1000-turneringen i Malaysia.

Axelsen vandt efter en times spil med cifrene 16-21, 21-18, 21-9 over Ng Ka Long fra Hongkong.

Undervejs gravede Axelsen sig ud af store problemer i starten af kampen.

Ser man bort fra French Open-kampen for et par måneder siden, hvor Axelsen opgav med en skade, havde Axelsen vundet samtlige ti møder mellem de to - alle med 2-0 i sæt endda - men fredag kom Ng Ka Long på tavlen i første sæt.

Axelsen fik en forfærdelig start på kampen. Han begik den ene store fejl efter den anden og kom bagud 3-8.

Så fulgte en bedre periode, og man fornemmede, at danskeren havde styr på det, da han reducerede til 13-14.

Men så kom en ny serie af fejl, og Axelsen rystede på hovedet af sig selv efter en misser til stillingen 13-17. Kort efter var sættet tabt.

Derefter skulle Axelsen over på den banehalvdel, der typisk har været den bedste at stå på i turneringen, og det gav da også bedre kontrol over spillet.

Axelsen bragte sig hurtigt foran med syv point, og han øgede til 14-6. Alligevel blev det spændende til sidst, da Ng Ka Long snuppede fem point i træk og lavede 11-17 til 16-17. Derefter hev Axelsen stikket hjem.

I tredje sæt var der klasseforskel, og Axelsen kom solidt foran 17-6 og så sig aldrig tilbage.

- Det var vilde forhold med vinden herinde. Der var smæk på. Det var svært at håndtere.

- Jeg har lidt svært ved at acceptere, at jeg lavede så mange fejl. Men jeg er videre, og det er jeg glad for, siger Axelsen til TV 2 Sport.

Tidligere fredag kvalificerede Anders Antonsen sig til semifinalen ved at slå verdensranglistens nummer to, Kodai Naraoka, fra Japan ud med cifrene 16-21, 21-12, 21-7.

I lørdagens semifinale skal Antonsen møde taiwaneren Lin Chun-Yi.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT