Astralis er færdig i major efter nederlag i skæbnekamp
I en skæbnekamp mod amerikanske Team Liquid tabte Astralis tirsdag 0-2 i majorturneringen i Budapest.
E-sportsholdet Astralis er ude af den store turnering StarLadder Budapest Major 2025 i Ungarn.Det står klart, efter det danske hold med kniven for struben tirsdag tabte med 0-2 til det amerikanske hold Team Liquid.
Amerikanerne startede bedst og tog hurtigt teten på det første map, hvor Astralis ikke kunne svare igen.
På det andet map startede danskerne godt, men Team Liquid kæmpede sig tilbage og afgjorde kampen, uden en tredje og afgørende map blev nødvendig.
Dermed er Astralis ude, efter det i de fem indledende kampe er blevet til tre nederlag og to sejre.
Der spilles i gruppespillet efter Swiss-systemet, hvor man skal hente tre sejre, før man indkasserer tre nederlag, for at komme videre.
Derfor var tirsdagens kamp en skæbnekamp for det danske hold.
Deltagelsen i Ungarn var første gang i tre et halvt år, at Astralis deltog i en majorturnering, sportens allerstørste turneringer.
I mellemtiden har Astralis gennemlevet flere kriser, hvor man blandt andet har misset kvalifikationen til de seneste fem majorturneringer inden turneringen i Ungarn.
I den store turnering i den ungarske hovedstad fik danskerne heller ikke den optimale start med to nederlag.
Men efter den sløje start på turneringen svarede holdet tilbage ved søndag at slå FlyQuest 2-0, før Astralis mandag lavede et stort comeback mod Aurora, verdensranglistens nummer fire, og vandt 2-1.
Tirsdagens nederlag og exit kommer, mens ingen i e-sportsholdets organisation - heller ikke computerspillerne - har fået udbetalt deres løn for december.
Det har Astralis bekræftet over for Ekstra Bladet.
Lønnen skulle være tikket ind i fredags, men de ansatte fik i stedet at vide, at de må vente i 14 dage, før lønnen kommer.
Den forsinkede lønudbetaling relaterer sig til udfordringer i forbindelse med Counter-Strike-holdets nylige ejerskifte, skrev avisen.
/ritzau/
