Nordmand sørger for sejr i Simeones kamp nummer 700

23. NOV 2024 • 18:26SPORT

Diego Simeone fik med besvær hentet en sejr med Atlético Madrid, da den argentinske træner rundede en milepæl.

Få trænere bliver i den samme klub i mere end ti år. Ikke mindst i en klub som Atlético Madrid, der tidligere har haft for vane at være utålmodig, når resultaterne ikke var til stede.

Men Diego Simeone er en undtagelse, og argentineren stod lørdag i spidsen for Atlético Madrid i sin kamp nummer 700.

I jubilæumskampen fik 54-årige Simeone til slut en kneben sejr på 2-1 hjemme over Alaves i La Liga.

Den norske landsholdsangriber Andreas Sørloth sørgede for det afgørende mål efter 86 minutter.

Inden da havde det længe set ud til, at Atlético Madrid skulle lide et overraskende pointtab.

Alaves bragte sig efter syv minutter foran 1-0 på et straffespark, der blev sat ind af den offensive midtbanespiller Jon Guridi.

Simeone råbte og skreg og gestikulerede ude på sidelinjen iklædt sit sorte jakkesæt og sorte slips.

Den argentinske træner var ikke tilfreds med det, han så på banen og skiftede fem friske spillere ind i anden halvleg. Det gav bonus inde på banen.

Antoine Griezmann udlignede til 1-1 på et straffespark efter 76 minutter, og derefter jagtede hjemmeholdet alle tre point.

Sørloth, der var kommet ind fra anden halvlegs start, hamrede bolden i kassen efter 86 minutter. Oplægget stod ligeledes indskiftede Rodrigo de Paul for.

Med sejren indtager Atlético Madrid andenpladsen i ligaen med 29 point efter 14 kampe. FC Barcelona topper rækken med fire point mere for en kamp færre.

Næsten 13 år har Simeone været ansat som træner i Atlético Madrid. Han trådte til i december 2011.

Simeone har blandt andet vundet to spanske mesterskaber med klubben, som altså flere gange har formået at drille mastodonterne FC Barcelona og Real Madrid. Simeone har kontraktudløb i sommeren 2027.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT