Antonsen begræder Axelsen-skade: Vanvittigt frustrerende

18. DEC 2025 • 07:38SPORT

Anders Antonsen forstår udmærket, hvis Viktor Axelsen er frustreret over igen at være skadet.

Når otte af verdens bedste herresinglespillere i denne uge tørner sammen i World Tour Finals, er det uden en af de absolut største stjerner.

Viktor Axelsen har haft et år præget af skader og er ikke kvalificeret, og han ville heller ikke være i stand til at spille, da han i sidste uge meldte ud, at han er ramt af et tilbageslag med sin rygskade.

Den enlige danske deltager i sæsonfinalerne, Anders Antonsen, kalder det "sindssygt ærgerligt" for den 31-årige Axelsen.

- Jeg har også selv været i skadesperioder, og jeg ved, hvor vanvittigt frustrerende det er at sidde på sidelinjen og se på andre, der spiller, når der ikke er noget, man hellere vil selv. Når kroppen bare ikke vil, som man selv vil, er det bare frustrerende.

- Det kan være enormt deprimerende. Når man kender Viktor, er jeg ret sikker på, at det også er sådan, han har det. Han vil formentlig mere end noget andet bare gerne ud at spille og træne hårdt, siger Anders Antonsen til TV 2 Sport.

Også den kinesiske verdensetter, Shi Yuqi, ærgrer sig på Antonsens vegne.

- Jeg synes, det er ret bittert, fordi han er en af de bedste singlespillere i verden. Det har været en stor fornøjelse at møde ham tidligere, og jeg ønsker ham en hurtig genoptræning, lyder det fra Shi Yuqi.

Kineseren indledte onsdag gruppespillet med en sejr, men Anders Antonsen tabte i en tæt tresætter til franske Christo Popov.

Torsdag eftermiddag skal danskeren forsøge at revanchere sig i mødet med indoneseren Jonatan Christie.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT