35-årig amerikansk kvinde bag terrornetværk dømmes til fængsel
Dallas Humber står i spidsen for en transnational gruppe, der arbejder for et hvidt overherredømme.
Dallas Humber, en 35-årig kvinde fra delstaten Californien i USA og leder af en transnational terrorgruppe, er blevet dømt til 30 års fængsel.Det skriver USA's justitsministerium i en pressemeddelelse.
- Fra sit forstadshjem i Californien brugte Humber onlineplatforme til at hylde vold og opfordre til angreb, som kostede uskyldige mennesker livet og sårede andre rundt om i verden, lyder det i pressemeddelelsen.
Humber er blevet dømt for at "opfordre til hadforbrydelser, opfordre til drab på føderale embedsmænd og planlægge at give konkret hjælp til terrorister".
Hun står i spidsen for Terrorgram Collective, der beskrives som en transnational terrorgruppe, som arbejder for at etablere et hvidt overherredømme.
Navnet "Terrorgram" er opstået, fordi bevægelsen primært kommunikerer via beskedtjenesten Telegram.
- Via Telegram-platformen har de udbredt deres ideologi om et hvidt overherredømme, opildnet til hadforbrydelser og vejledt og instrueret (modtagerne, red.) til at begå terrorangreb på kritisk infrastruktur og attentater på embedsmænd, lød det fra justitsministeriet, da Humber blev anholdt i september.
Dallas Humber har ifølge den amerikanske anklagemyndighed inspireret eller vejledt gerningsmændene til at begå angreb både i USA og rundt omkring i verden.
I USA er der tale om planlægning af angreb på energifaciliteter i forskellige stater og mordplaner mod føderale embedsfolk.
Det gælder blandt andet et angreb i Slovakiet, der blev begået uden for en bar, der henvendte sig til LGBT+-personer. Tre personer blev skudt, hvoraf to mistede livet.
Derudover er der tale om skyderier på to skoler i Aracruz i Brasilien, hvor to blev dræbt og ni blev såret, og et knivangreb i det nordvestlige Tyrkiet, hvor fem personer blev stukket med kniv ude foran en moské.
/ritzau/
