Odermatt runder World Cup-sejr nummer 50 i tågeramt løb
Den 28-årige schweiziske skisportsstjerne Marco Odermatt tog endnu en World Cup-sejr i italienske Val Gardena.
Skisportsstjernen Marco Odermatt sikrede sig torsdag sin 50. World Cup-sejr i karrieren.Schweizeren vandt herrernes styrtløb i Val Gardena i Italien, der var præget af tæt tåge.
28-årige Odermatt har nu lige så mange sejre som italieneren Alberto Tomba, og de deler fjerdepladsen over flest sejre nogensinde på herresiden.
Ingemar Stenmark topper med 86, fulgt af Marcel Hirscher med 67 og Hermann Maier med 54.
Torsdagens konkurrence blev på grund af tågen forsinket halvanden time, og der var yderligere en afbrydelse undervejs, men det forhindrede ikke Odermatt i at køre sejren hjem på 1 minut og 24,48 sekunder.
Sejren var 0,15 sekunder foran landsmanden Franjo von Allmen på andenpladsen og 0,19 sekunder foran italienske Dominik Paris på tredjepladsen.
Odermatt er storfavorit til at genvinde den samlede World Cup for femte gang i træk.
I den forgangne sæson vandt Odermatt med lidt mere end 600 point ned til sin nærmeste konkurrent i den samlede World Cup-stilling, norske Henrik Kristoffersen.
Desuden vandt schweizeren også World Cuppen samlet i disciplinerne storslalom, styrtløb og super-G.
/ritzau/
