Anisimova skal vaske plet væk i hårdtslående finaledyst

6. SEP 2025 • 13:13SPORT

Amanda Anisimova jagter ikke blot sin første grand slam-triumf, men også trumfen på en flot genrejsning.

Lørdag klokken 22 dansk tid står den 24-årige amerikaner Amanda Anisimova i finalen ved US Open. Foran hjemmepublikum i New York skal hun forsøge at detronisere verdensetter Aryna Sabalenka.

Det er samtidig en lejlighed til at vaske en grim ydmygelse fra Anisimovas første grand slam-finale i karrieren væk.

I sommerens Wimbledon-finale blev hun pulveriseret af Iga Swiatek med de ydmygende cifre 0-6, 0-6. Den skamplet har Anisimova forsøgt at vende til læring.

- Jeg har virkelig arbejdet med mig selv for at kunne håndtere den slags situationer og tro på mig selv, siger amerikaneren ifølge Reuters.

- Jeg har rykket mig meget på det område - specielt efter Wimbledon-finalen. Min attitude har virkelig ændret sig, føler jeg.

Og den hårdtslående amerikaner har allerede tidligere i karrieren vist, at hun kan rejse sig.

I 2023 trak hun stikket til tennis. Hun var udbrændt og frygtede for sit mentale helbred efter at have været professionel, siden hun var bare 15 år og blev spået en stor fremtid.

Efter otte måneders pause kom hun tilbage i 2024, og samme år vandt hun sin første WTA 1000-turnering.

Det flotte comeback fortsatte ind i 2025, hvor hun altså nåede finalen i Wimbledon. Dog kun for at blive ydmyget på værste vis.

Hun tog en foreløbig hævn, da hun tidligere på ugen i kvartfinalen slog netop Swiatek ud af US Open. Nu skal hun sætte prikken over i'et foran hjemmepublikum på Arthur Ashe Stadium i New York.

- Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg godt kan gøre det. Og jeg tror på mig selv. Det siger jeg til mig selv igen og igen, forklarer hun.

Når verdensranglisten opdateres mandag, vil Anisimova for første gang i karriere være i top-5. Og selv om finalemodstanderen lørdag aften er verdens nummer ét, har Anisimova grund til at tro på sig selv.

27-årige Sabalenka fører 20-3 i WTA-titler og 3-0 i grand slam-triumfer, men i indbyrdes møder har Anisimova vist, at hun kan matche belaruserens tunge slag fra baglinjen.

Faktisk fører Anisimova statistikken over indbyrdes møder med 6-3. Den seneste sejr kom i semifinalen ved årets Wimbledon.

Aryna Sabalenka er dog forsvarende mester i US Open og står i sin tredje finale på stribe i turneringen. Hun kan blive den første kvinde i 11 år til at forsvare sin titel i US Open.

Senest, det skete, var i 2014, hvor Serena Williams vandt for tredje år i træk.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT