Flere unge kvinder er medlem af en idrætsforening
Næstformand for DIF er positiv over stigning, der er sket i en tid med øget digitalisering.
Unge kvinder i alderen 16 til 29 år vælger i stigende grad at blive - eller forblive - medlem af landets idrætsforeninger.Det viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN), som er blevet offentliggjort lørdag.
Det er især de 25-29-årige kvinder, der er blevet flittigere i foreningerne. Fra 2016 til 2024 er andelen af foreningsaktive kvinder i denne aldersgruppe steget fra 28 til 36 procent.
For aldersgruppen 20 til 24 år er andelen steget fra 33 til 40 procent og for de 16-19-årige er andelen, der er medlem af en idrætsforening, steget fra 47 til 50 procent.
Næstformand hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) Frans Hammer er glad for udviklingen, der er sket i en tid med "stigende digitalisering". Her mener han, at fysiske fællesskaber har fået en særlig vigtig rolle.
- Det er enormt positivt, at så mange unge piger søger idrættens fællesskaber.
- Det er først og fremmest et udtryk for, at man i idrætsforeningerne er blevet bedre til at have fokus på motion og fællesskaberne i stedet for konkurrence og resultater, lyder det fra Frans Hammer i en pressemeddelelse.
Stigningen er både sket inden for individuelle idrætsgrene som dans, gymnastik, løb og styrketræning, men også inden for boldspil som håndbold og fodbold. Boldspil er særligt populært hos de 20-29-årige.
Trods den stigende andel af unge kvinder i idrætsforeningerne er der stadig et efterslæb i forhold til de jævnaldrende mænd.
Der er altså flere drenge og unge mænd, der dyrker idræt i foreningerne, sammenlignet med unge kvinder.
Derfor kræver området stadig fokus, mener Frans Hammer.
- Der er klart en opmærksomhed på, hvordan vi bliver bedre til at rumme pigerne i teenageårene, hvor vi ser det største fravalg.
- Vi ser, at piger i højere grad end drenge vælger idrætten fra på grund af konkurrencefokus og utilfredshed med træningen, siger Frans Hammer.
/ritzau/