Troels Lund Poulsen byder borgerlige partier ind til samarbejde

6. SEP 2025 • 15:08ERHVERV/POLITIK

LA, DD, DF og K har lørdag inviteret til såkaldt borgerligt konvent for at fremvise borgerligt projekt.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er ikke inviteret til lørdagens såkaldte borgerlige konvent i Fredericia.

Men han håber på, at Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative, som holder konventet, fremover vil samarbejde med Venstre om at trække Danmark "i en mere borgerlig retning".

Det siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Jeg hilser altid god politisk debat og fokus på borgerlige værdier og borgerlig politik velkommen, og det er godt, at fire blå partier samles om det i dag, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Konventet handler blandt andet om, at de fire borgerlige oppositionspartier kan vise sammenhold og lokke Troels Lund Poulsen og Venstre tilbage i blå blok.

To af partierne - DF og K - peger på Venstres formand som blå bloks statsministerkandidat. LA og DD hænger mere i bremsen på spørgsmålet.

Troels Lund Poulsen har tidligere sagt, at han drømmer om en borgerlig regering. Men han efterlyser et regeringsdueligt blåt alternativ til SVM-regeringen, mens han også mener, at Venstre ikke er store nok i meningsmålingerne.

Venstre-formanden ser gerne et fremtidigt borgerligt samarbejde.

- Jeg håber meget på, at partierne sammen med Venstre vil være med til at trække Danmark i en mere borgerlig retning og også være med til at gennemføre helt konkret politik, der gør en forskel for danskerne og danske virksomheder, siger han.

Han henviser til regeringens finanslovsudspil, som for nylig er blevet lagt frem. Konkret peger han på "de største afgiftslettelser på dagligvarer i mere end ti år" og flere midler til forsvaret som eksempler på god borgerlig politik.

- Det er alt sammen kerneborgerligt, og jeg ser frem til at samarbejde med partierne om det, siger han.

Snart skal der forhandles om finansloven for 2026. I forbindelse med sidste års finanslovsforhandlinger, altså om finansloven for 2025, kom og forlod de fire borgerlige oppositionspartierne forhandlinger sammen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT