Amerikansk gigant bakker ud som VM-arrangør i speedway

17. SEP 2025 • 18:41SPORT

Warner Brothers Discovery overlader VM-promotoransvar i speedway til britisk firma efter fejlslagen satsning.

Speedway er stadig utrolig populært i Polen og i enkelte dele af Storbritannien, Baltikum, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Australien og Danmark, men det er ikke for alvor lykkedes at gøre sportens VM-serie til en global attraktion.

Det var ellers ambitionen for VM-promotoren Warner Brothers Discovery (WBD), der gik ind i serien fra 2022-sæsonen med en ambition om at skabe "en ny speedwayæra". VM-serien skulle være en konkurrent til Formel 1 om motorsportsentusiasters opmærksomhed, lød det.

Lækre, omfattende tv-produktioner samt et forsøg på at have flere pointgivende konkurrencer i samme weekend har ikke haft den ønskede effekt.

I erkendelse af den dyre satsning har slået fejl, har WBD onsdag indgået en aftale med britiske Mayfield Sport Events, som overtager ansvaret som VM-arrangør i de kommende seks år.

Det dækker den periode, som WBD har tilbage af sin tiårige kontrakt med Den Internationale Motorsportsunion (FIM) om at arrangere VM-serien. WBD vil stadig distribuere VM-serien på sine streamingtjenester.

Da WBD gik ind i VM-serien, var det forventet, at der hurtigt skulle føjes grandprixer i blandt andet USA, Australien og Mellemøsten til en voksende grandprixkalender. Det er ikke sket.

Til gengæld blev der indført sprintløb, så speedwaykørerne allerede i kvalifikationen til et grandprix kunne sikre sig point til VM-regnskabet.

Tiltaget, der også kendes fra Formel 1, skulle øge opmærksomheden, men har indtil videre haft den modsatte effekt. Sprintløbene er blevet kørt foran stort set tomme tribuner, og seerne har heller ikke taget formatet til sig.

Kørerne har ikke udtrykt begejstring for tiltaget. Ultimativt fik det i den netop afgjorte sæson den konsekvens, at australieren Brady Kurtz blot blev nummer to i VM-stillingen, selv om han i selve grandprixerne scorede flere point end verdensmester Bartosz Zmarzlik.

Det vides endnu ikke, om promotorskiftet betyder, at sprintløbene er fortid.

VM-seriens nye promotor, Mayfield Sports Events, har tidligere haft ansvaret for at arrangere enkelte VM-løb i blandt andet speedway, Formel 1 og MotoGP.

Virksomhedens grundlægger, Richard Coleman, fortæller, at der snarest kommer en udmelding om planerne for næste års VM-serie i speedway. Hverken pointreglerne, kalenderen eller den fulde rytteroversigt er endnu offentliggjort.

Sikkert er det, at Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen vil være blandt de 15 faste kørere i næste års VM-serie. Til gengæld vides det ikke, om Vojens fortsat skal huse et grandprix. I weekenden blev 2025-sæsonen afgjort med et VM-grandprix på byens speedwaybane.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT