Dansk kabelselskab stiger kraftigt efter regnskab og ny strategi
På det danske C25-indeks er NKT onsdag højdespringer med en stigning på over 15 procent.
Den danske kabelkoncern NKT tager onsdag morgen et stort spring i vejret på børsen.Selskabet, der onsdag morgen har leveret regnskab for tredje kvartal og ny strategi, er kort efter klokken 11 oppe med over 15 procent.
Både omsætning og driftsresultat steg i tredje kvartal sammenlignet med året forinden.
Den administrerende direktør for NKT, Claes Westerlind, siger i en meddelelse, at selskabet bekræftede sin "stærke markedsposition".
- Vi er tilfredse med den finansielle udvikling i tredje kvartal 2025, som viser solide resultater med et rekordhøjt operationelt EBITDA (driftsoverskud før af- og nedskrivninger, red.) drevet af høj aktivitet på tværs af alle forretningsområder, siger Claes Westerlind i en meddelelse.
NKT's nye strategi hedder "Charging Forward".
Selskabet regner med, at grøn omstilling og elektrificering af samfundet i de kommende år vil give efterspørgsel på kabelløsninger.
NKT fremstiller blandt andet energikabler til vindmølleparker, byggeindustrien og transmissionsnetværk.
- Det handler om eksekvering og om at være stærk nok til at skalere hurtigt, samtidig med at vi bevarer vores teknologiske position, siger Claes Westerlind i en meddelelse.
Af regnskabet fremgår det, at NKT for året regner med en omsætning på mellem 2,65 og 2,75 milliarder euro. Det svarer til lige i omegnen af 20 milliarder kroner.
NKT blev grundlagt i 1891 under navnet Nordisk Elektrisk Ledningstråd og Kabelfabrik. I 1989 skiftede det navn til Nordiske Kabel og Traadfabriker (NKT) og blev listet på den københavnske fondsbørs.
/ritzau/
