Skotsk profil jubler over VM-billet: Vi var ret dårlige

19. NOV 2025 • 10:57SPORT

John McGinn erkender, at Skotlands præstation mod Danmark var mangelfuld, men det betyder mindre nu.

Skotland skal til VM i fodbold for første gang siden 1998.

Det står klart efter 4-2-sejren over Danmark på Hampden Park tirsdag.

Den blev fejret med manér, og så betyder det mindre, at skotterne på mange parametre ikke var det bedste hold.

Det mener Aston Villa-spilleren John McGinn.

- Jeg synes, vi var ret dårlige, hvis jeg skal være ærlig, men hvem bekymrer sig om det nu? At komme over målstregen var en helt fantastisk følelse, siger McGinn til BBC Scotland.

De mange kiksede kvalifikationsturneringer rumsterede i hovedet på McGinn, efter at Patrick Dorgu udlignede til 2-2 i slutfasen og sendte Danmark på VM-kurs.

- Man tænkte: Det var det. Et glorværdigt nederlag, endnu en nedtur. I det 91. minut tænkte jeg på de kommende playoffkampe.

- Men så. Hvilken afslutning fra "KT" (3-2-målscoreren Kieran Tierney, red.). Jeg kommer aldrig til at få den følelse på et fodboldstadion igen, siger McGinn.

Han og andre skotter roser landstræner Steve Clarkes peptalk før kampen.

- Jeg snakkede om, at det var denne mulighed, vi havde ventet på. Det her var chancen. Det var som en playoff-finale. Vi satsede det hele. Det er altid det sidste skridt, som er det sværeste, siger Clarke.

Skotland har været til VM otte gange og er aldrig gået videre fra det indledende gruppespil.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT