AGF-profil har fundet topniveau efter tvivlende tilvænning

1. DEC 2024 • 09:22SPORT

Den sydafrikanske dribler Gift Links stortrives i AGF og Aarhus og bliver gerne i mange år.

I sin femte sæson som AGF-spiller har sydafrikanske Gift Links fundet et hidtil uset topniveau.

Han sprudlede i sæsonstarten og var en væsentlig forklaring på, at aarhusianerne var Superligaens mest potente mandskab offensivt.

Siden blev han sat tilbage af en skade i september, og AGF gik ned i gear.

Men den driblestærke og kreative Links viste mod især Lyngby og FC København i november, at han er ved at være tilbage i omdrejninger.

- Jeg er en født kantspiller, og jeg tvivlede en del i starten, da jeg skulle spille wingback. Men da jeg først accepterede det, fungerede det også bedre. Så har det bare været et spørgsmål om at træne godt og vænne mig til rollen, siger Links om sin fremgang.

Den 26-årige sydafrikaner er helt tydeligt ikke komfortabel med at fremhæve sig selv. Han drejer i stedet hurtigt snakken over på holdet.

- Det er nok min bedste sæson som AGF-spiller, men hele holdet har haft en god sæson. Alle i klubben arbejder godt sammen. Derfor fungerer det også godt for mig.

Han rangerer ifølge superliga.dk som en af sit holds mest chanceskabende spillere. Med to mål og tre assister hidtil har han også leveret en del mere slutprodukt end tidligere.

- Jeg kan ikke være helt tilfreds mit antal mål og assister, for jeg vil gerne give noget til holdet i alle kampe. Men det vigtigste for mig er, at vi vinder som et hold. Mål og assister er bare en bonus, siger Links.

Kontrakten mellem AGF og Links løber foreløbigt til sommeren 2026.

Helt kendetegnende for sin personlighed vil han ikke kræve en plads ved forhandlingsbordet og en ny kontrakt.

Men forudsætningerne for et forlænget samarbejde er om ikke andet til stede.

- Jeg er meget glad for AGF og Aarhus. Det er mit hjem, og jeg tænker ikke på at skulle andet. Jeg håber at være her i mange år endnu.

Spørgsmål: Så er det vel på tide at snakke om en ny kontrakt?

- Nej, nej. Det siger jeg ikke. Jeg har halvandet år tilbage af min kontrakt, og det er lang tid.

- Jeg siger kun, at jeg er forelsket i byen, AGF-fansene og alle involveret i klubben. Alle har taget godt imod mig og behandlet mig godt, siden jeg kom her til, siger Links med et stort smil.

Links og AGF lukker søndag klokken 18 sit efterår i Superligaen med en udekamp mod Silkeborg, som man blot har slået én gang i de seneste ni indbyrdes opgør.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT