Afsluttet dopingsag redder Sinner fra flere bekymringer

15. FEB 2025 • 11:53SPORT

Jannik Sinner er glad for at kunne lægge låg på sin dopingsag, selv om det koster en kort pause.

Lørdag blev der sat punktum i den spegede dopingsag, som har verseret omkring verdens aktuelt bedste tennisspiller, Jannik Sinner.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) trak sin appel til Den Internationale Sportsdomstol (CAS) over frifindelsen af Sinner tilbage, da italieneren i stedet accepterede en dopingkarantæne på tre måneder.

En afslutning på sagen, som giver verdensetteren ro til at lægge sagen endegyldigt bag sig.

- Sagen har hængt over mig i næsten et år, og processen (hos CAS, red.) kunne let strække sig over lang tid, så der måske først kom en afslutning sidst på året, lyder det fra Sinner i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sagen går helt tilbage til marts sidste år, hvor Sinner afleverede to dopingprøver med spor af det forbudte stof clostebol.

Et uafhængigt nævn købte hans forklaring om, at det var hans massør, som havde brugt en creme indeholdende stoffet, og at Sinner intet anede om det, ligesom at det ikke havde været præstationsfremmende for ham.

Wada mente dog, at Sinner bar et ansvar for uagtsomheden og appellerede til CAS. Med aftalen mellem spilleren og Wada om en tremåneders karantæne mellem er appelsagen hos CAS også trukket tilbage. Punktum er sat.

- Jeg har altid accepteret, at jeg er ansvarlig for min stab, og jeg ved, at Wada strikse regler er til for at beskytte den sport, som jeg elsker, siger Sinner.

- Derfor har jeg accepteret Wada tilbud om at afslutte sagen med en dom på tre måneders karantæne.

Karantænen udløber 4. maj, så Sinner vil være klar til årets næste grand slam-turnering, French Open. Den spilles fra 19. maj.

Wada anerkender, at Sinner ikke vidste, at han fik stoffet, og at han ikke opnåede præstationsfremmende fordele af det. Derfor bliver han heller ikke frataget titler eller ranglistepoint.

Sinner vandt sin første grand slam-titel ved Australian Open 2024. Senere samme år vandt han også US Open, mens han i slutningen af januar i år genvandt Australian Open.

I mellemtiden har han også vundet sæsonfinalen, Davis Cup og flere andre ATP-turneringer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT