Ærgrelse præger VM-trup efter profilers afbud

21. NOV 2025 • 16:02SPORT

Landsholdskollegerne er ærgerlige, men også optimistiske, efter afbud fra Mette Tranborg og Althea Reinhardt.

Det vrimlede med VM-spillere, da håndboldlandsholdet fredag eftermiddag holdt hof for den danske presse. Men to spillere manglede i lobbyen på hotellet i København.

Kort før dørene blev åbnet, kom nyheden om, at de to bundrutinerede landsholdsspillere Althea Reinhardt og Mette Tranborg ikke er med, når VM begynder i Holland i næste uge.

Og det lagde en dæmper på stemningen blandt holdkammeraterne.

- Vi er megatrætte af det. Mest af alt på deres vegne. De ville virkelig gerne have været med og bidraget til slutrunden, så det er megaærgerligt for os alle, siger keeper Anna Kristensen, som har mistet sin målmandsmakker Althea Reinhardt.

- Jeg er virkelig ked af det på Altheas vegne, men jeg har en ro i forhold til, at Milling og jeg nok skal klare den, siger Anna Kristensen med henvisning til 25-årige Amalie Milling, der nu træder op i hierarkiet.

For Helena Elver fylder det, at det sportslige niveau på det danske landshold med al sandsynlighed har taget et dyk efter de to afbud fra Reinhardt og Tranborg.

- Det påvirker selvfølgelig holdets muligheder. Det er mange landskampe, der forsvinder ud af truppen. Men vi er bare nødt til at kigge på, hvem der så kan overtage, siger Helena Elver.

Det stod omgående klart, at Althea Reinhardt erstattes af Amalie Milling, som i forvejen var udtaget til slutrunden, men formentlig blot kunne se frem til en rolle som reserve.

Mette Tranborg har landstræner Helle Thomsen endnu ikke nogen erstatning for. Fredag eftermiddag havde hun knap nok nået at skabe sig et overblik over, hvem der kan kaldes ind i truppen.

- Jeg har kun lige nået at skrible et par navne ned på et stykke papir, og der findes i øvrigt ikke en direkte erstatning for hende, lød det fra Helle Thomsen, inden hun traskede tilbage i tænkeboksen.

Landsholdet mangler generelt en del spillere i forhold til tidligere slutrunder. Først og fremmest er tre stregspillere ude af lykkelige omstændigheder. Og foruden fredagens to afbud har Mie Højlund for nylig meldt fra med en skade.

- Det er efterhånden en del af præmissen for det her VM. Vi har haft lidt for mange skader og uheld, men vi har heldigvis dygtige spillere, der kan tage over, siger Helena Elver.

I VM-truppen er fortsat en smule tvivl om Line Haugsted, som døjer med en skade i armen. Hun var desuden fraværende ved fredagens presseopgaver på grund af sygdom.

Danmark indleder VM-slutrunden torsdag i næste uge mod Japan.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT