Aarhus Kommune dækker ekstraudgift til AGF's nye stadion
Stadionprojekt i Aarhus er dyrere end antaget. Kommunen og Salling Fondene træder til og dækker ekstraudgift.
Et flertal i Aarhus Byråd har vedtaget at bruge mere end 200 millioner kroner ekstra på det nye stadion, hvor AGF skal spille fra december 2026.Det blev vedtaget af et flertal på 21 ud af 31 byrådsmedlemmer onsdag aften.
Det nye kommunalt ejede stadion i Aarhus kommer til at koste næsten en milliard kroner. Det er næsten en kvart milliard mere end beregnet.
Det skyldes udfordringer med håndtering af jordbundsforhold, byggepriser og materialer, oplyser kommunen.
De ekstra udgifter løber op i præcis 248,6 millioner kroner. Den samlede pris for det nye stadion lyder på 994,6 millioner kroner.
Kommunen dækker de ekstra udgifter efter længere tids tovtrækkeri.
Et flertal i byrådet sikrer "den resterende kommunale finansiering til tillægsbevillingen".
I forhold til ekstraudgiften på 248,6 millioner kroner spæder kommunen til med 208,6 millioner.
Salling Fondene bidrager med de resterende 40 millioner kroner, som stadionet bliver dyrere.
Netop Salling Fondene og Lind Invest har tidligere skudt hver 250 millioner kroner til opførelsen af stadion. Kommunens udgifter er inklusiv tillægsbevillingen derfor på godt 400 millioner kroner.
AGF kommer til at betale en årlig leje for at benytte stadion.
I den seneste måned har der været debat om, hvem der skulle dække budgetoverskridelsen. Men nu er der altså ydet en tillægsbevilling fra kommunen.
- Beslutningen betyder, at den endelige entreprisekontrakt for stadionprojektet kan underskrives - og opførelsen af det nye stadion for alvor kan gå i gang, oplyser kommunen.
Borgmester Anders Winnerskjold (S) glæder sig over aftalen.
- Jeg tror, jeg taler for alle partier, når jeg siger, at ingen af os havde ønsket at bruge ekstra penge på stadion. Men når man har sagt A, må man også sige B. Og stadionprojektet skal i mål.
- Tak til mine kolleger for at tage ansvar - især i en situation som denne, hvor det har været svært. Til gengæld kommer byen til at få et fantastisk område til fodbold og koncerter på stadion og til foreningsidræt og friluftsliv i Kongelunden, siger Winnerskjold til kommunens hjemmeside.
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, et medlem fra Det Radikale Venstre og to løsgængere stemte for tillægsbevillingen.
SF, Enhedslisten, to medlemmer af Det Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne og en løsgænger stemte imod.
/ritzau/