Weekendvejr uden fest og farver begynder med bidende kulde
Fredag kan det føles som minus ti grader på grund af kraftig blæst med vindstød af kulingstyrke.
Vintervejret bider for alvor fra sig fredag, hvor det vil føles noget koldere, end termometeret viser.Det fortæller Rasmus Stoltze Hansen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Vinden bliver fredag jævn til hård fra øst, men der kan også sagtens komme vindstød af kulingstyrke. Samtidig bliver dagstemperaturerne mellem et par graders frost og frysepunktet, og der kan falde lidt sne.
- Det vil føles mere vinterligt, end hvad det er. Hvis der samtidig er lidt snedrys i luften, er det ikke specielt behageligt. Det kan næsten føles som små snehagl, som bare står vandret lige ind i øjnene, fordi det blæser, siger han.
Meteorologen forventer, at det nogle steder i landet vil komme til at føles som minus ti graders frost om fredagen.
Resten af weekenden er der ikke udsigt til de store ændringer i vejret. Det skyldes et kraftigt højtryk, som ligger stabilt over det vestlige Rusland, og betyder, at der ikke er de store udsving på vejrfronten.
- Det er ikke, fordi der er meget fest og farver over vejrudsigten, siger Rasmus Stoltze Hansen.
De fleste steder i Danmark vil fortsat opleve grå og kølig luft, og der kan drysse sne hist og her.
- Det er nok ikke noget, som for alvor lægger sig som et vinterligt landskab, men der kan sagtens være sådan lidt sne i luften, siger Rasmus Stoltze Hansen.
Lørdag kan der godt falde op til et par centimeter sne. Dagtemperaturerne ligger mellem et par graders frost og frysepunktet.
Søndagens vejr følger nogenlunde samme mønster. Det er dog usikkert, hvor meget sne der vil falde på weekendens sidste dag, fortæller DMI's meteorolog.
/ritzau/
