Ulves frygt for mennesker gør dem særligt natteaktive i Danmark

30. MAJ 2024 • 22:13INDLAND/KRIMINAL

De ulve, der bor i Danmark, er blandt de mest nataktive ulve, vurderer forskere i nyt studie.

Ulve i Danmark er seks til syv gange mere aktive om natten end om dagen.

Det viser et forskningsprojekt, som Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet står bag, ifølge DR.

Det gør de danske ulve til nogle af de mest nataktive ulve.

Peter Sunde, som er professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, mener, at det giver god mening, at ulvene mest er aktive om natten i Danmark.

- I det danske landskab er der sjældent mere end få hundrede meter til den nærmeste skovvej, eller at skoven stopper. De kan sagtens gå 10 kilometer på en nat, når de skal søge efter føde, og i dagtimerne er vi mennesker over det hele, siger han til DR.

Peter Sunde fortæller til DR, at ulve er bange for mennesker, og at de er vant til at skulle holde sig på afstand.

Forskernes studie bygger på over 5000 optagelser fra vildtkameraer i Jylland, skriver DR.

Den første ulv, som er blevet set i Danmark i nyere tid, blev observeret i Nordjylland i 2012.

Dengang var det første gang i næsten 200 år, at der var set en ulv i Danmark ifølge Miljøstyrelsen.

I en pressemeddelelse på Ulveatlas.dk, hvor man kan følge overvågningen af ulvebestanden i Danmark, kan man læse, at der er tre faktorer, som forskerne mener, har indflydelse på ulvenes aktivitet.

Dels handler det om, hvorvidt det er mørkt, hvornår deres byttedyr er aktive, og hvornår der er færrest mulige mennesker til stede.

Forskerne mener dog, at antallet af mennesker er den vigtigste enkeltfaktor.

I pressemeddelelsen lyder det, at man i andre lande i højere grad ser ulve, der er aktive om dagen. Det skyldes, at de ofte har flere områder, som er langt væk fra veje og beboelse.

Samlet set vurderer de danske ulveforskere, at der er et sted mellem 37 og 50 ulve i Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU