Festivaler og EM i fodbold kan have fået coronasmitten til at stige

29. JUN 2024 • 10:46INDLAND/KRIMINAL

Koncentrationen af coronavirus i spildevandet ligger fortsat på et lavt niveau trods stigende forekomst.

Selv om coronaepidemien efterhånden virker som et fjernt minde, så ligger sygdommen fortsat og ulmer i den danske befolkning.

Den seneste uge har forekomsten af coronavirus i spildevandet således været "kraftigt" stigende. Det viser den seneste opdatering fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er dog tale om en relativ stigning, som kommer fra et meget lavt niveau.

Ifølge Thomas Benfield, der er professor og overlæge på Amager og Hvidovre Hospital, har smitten fået bedre vilkår for at brede sig den seneste tid, fordi flere er begyndt at samles til forskellige sommerbegivenheder.

- Vi mener, at de mange festivaler og EM i fodbold giver mere grobund for den smule smitte, der er i samfundet, siger han.

- Selv om EM spilles i Tyskland, så er der jo storskærme her, der og alle vegne herhjemme.

TV 2 skriver - uden at konkretisere det - at antallet af påviste tilfælde også er vokset i denne uge

- Vores forventning er, at antallet fortsætter med at stige, men at det ikke vil nærme sig den smittesituation, som vi ser om vinteren, siger overlæge og sektionsleder ved SSI, Bolette Søborg, til mediet.

Typiske symptomer på coronavirus er feber, tør hoste, hovedpine, muskelsmerter, ondt i halsen, kvalme og træthed.

Seruminstituttet kigger på spildevandsprøver, når det undersøger udbredelsen af smitsomme sydomme.

På den måde kan det få et indtryk af smitte, selv om borgerne ikke er kommet til lægen for at blive testet.

Kigger man på SSI's spildevandsovervågning henover de seneste mange måneder, står det klart, at smitten i den danske befolkning typisk når sit højeste niveau i vintermånederne.

Sidste år begyndte koncentrationen af coronavirus i spildevandet så småt at stige omkring juli. I år ser det ud til at være sket en måned tidligere.

En del af forklaringen skal findes i, at det efterhånden er noget tid siden, at folk blev vaccineret. Derfor aftager immuniteten, lyder det fra Bolette Søborg.

Mens de nyere varianter - kaldet KP.2 og KP.3 - er nogle af de hidtil mest smitsomme, er de ikke så farlige som tidligere.

Det skyldes, at mutationer som regel bevæger sig mod større smitsomhed. Til gengæld sker det på bekostning af alvorligheden.

Det gælder i det hele taget for smitsomme luftvejsinfektioner, siger overlæge Thomas Benfield.

- I evolutionen gælder det om at få smittet så mange som muligt.

- Så de virusstammer, der er mindre farlige, og som bare holder den smittede i live i lang tid for at få smittet en masse, det er dem, som bliver selekteret hen ad vejen, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU