Udenrigsministeriets rejsevejledning kommer i opdateret app

8. JUN 2023 • 06:30INDLAND/KRIMINAL

Med den nye version kan man få notifikationer på sin mobil, hvis der opstår problemer i det land, man er i.

Nu skal det være lettere og tryggere at rejse uden for Danmarks grænser.

Udenrigsministeriets Borgerservice har torsdag lanceret en ny version af app'en Rejseklar, der kan hentes på både Android og iPhone.

Med den vil man automatisk kunne få notifikationer på sin mobil, hvis der sker noget alvorligt i det land, man befinder i.

Det kræver blot, at man tilmelder sig Danskerlisten i app'en.

- For os handler det om, at vi skal kunne målrette den relevante information til de relevante rejsende, siger Steen Hommel, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.

- Vi håber, at man er meget mere opmærksomhed, når man får de relevante informationer på sin mobil.

Fremover vil man også kunne abonnere på nyheder om sikkerhedssituationen i et land, man ikke selv befinder sig i.

Ifølge Udenrigsministeriet er det eksempelvis relevant for forældre, der sender børnene afsted på interrail eller jordomrejse.

- Det er vores mulighed for at levere en bedre ydelse til alle danskere. Man kan være på forkant med nogle ting, og vi kan hjælpe, hvis der skulle opstå problemer, siger Steen Hommel.

Hvis rejsen går til flere lande, følger ens tilmelding til Danskerlisten automatisk med, når man træder ind i et nyt land. Vel at mærke kun hvis man giver tilladelse til det, understreger Steen Hommel.

Desuden har ministeriet haft et stort fokus på brugervenligheden i den nye version.

- Vi har forsøgt at forenkle app'en, for man kan godt blive overinformeret, siger direktøren.

- Vi har zoomet ind på det, der gør den største forskel, og involveret en bred kreds af brugere i udviklingen, så alle kan være med.

Sidste år tjekkede danskerne Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som man også finder i den nye version, 3,6 millioner gange.

Ifølge Steen Hommel er danskere således gode til at tage imod den rådgivning, ministeriet tilbyder.

App'en tilbyder desuden adgang til håndbøger for, hvad man kan gøre, hvis man eksempelvis mister sit pas, eller man bliver udsat for kriminalitet.

Udenrigsministeriet behandler hvert år omkring 5000 sager, hvor danskere er kommet i en nødsituation i udlandet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU