Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne nomineres til europæisk Oscar
Filmen "Pigen med nålen" instrueret af Magnus von Horn er nomineret i tre kategorier til European Film Award.
Den danske film "Pigen med nålen" af svenske Magnus von Horn er blevet nomineret i tre kategorier til European Film Award - Europas svar på Oscar-uddelingen.Det oplyser The European Film Academy på et pressemøde tirsdag.
Filmens to kvindelige hovedroller Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne er begge nomineret i kategorien bedste kvindelige skuespiller.
Derudover er Magnus von Horn og Line Langebek nomineret for bedste manuskript.
Det er første gang nogensinde, at to danske kvinder er nomineret i skuespillerkategorien.
For Vic Carmen Sonne er det første gang, hun er nomineret til Europas største prisuddeling, mens Trine Dyrholm nomineres for tredje gang.
Filmen er instrueret af polsk-svenske Magnus von Horn og produceret af Malene Blenskov og Mariusz Wlodarski.
Den foregår i slutningen af Første Verdenskrig i København.
Her kæmper den unge fabriksarbejder Karoline for at overleve i København. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau.
Filmen er inspireret af en virkelig historie om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.
Dem havde hun i årene forinden adopteret mod betaling fra ofte enlige mødre.
European Film Awards er en årlig pris, som uddeles af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og filmprofessionelle.
I år afholdes det den 7. december i Luzern.
"Pige med nålen" fik verdenspremiere på Cannes Film Festival, hvor den høstede rosende anmeldelser. Den internationale succes fortsatte, og filmen blev udtaget til Toronto International Film Festival.
Den er også indstillet som dansk oscarkandidat. Det betyder dog ikke, at den er endeligt nomineret. Dette bliver først offentliggjort i januar.
"Pigen med nålen" har dansk premiere den 23. januar 2025.
/ritzau/