Tidligere spionchef Lars Findsen skal stå i spidsen for ny tænketank
I juni sidste år lancerede Lars Findsen en tænketank. Den er nu lukket, og han står i spidsen for en ny.
Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og for Politiets Efterretningstjeneste Lars Findsen står bag en ny geopolitisk tænketank.Det skriver tænketanken med navnet Copenhagen Geopolitics i en pressemeddelelse.
Tænketanken har blandt andet til formål at forberede Danmark på en ny geopolitisk verdensorden, formidle en bred dialog og opbygge faglige miljøer, der kan levere konkrete svar på "den nye virkelighed".
- Vi skal selvsagt forstå, hvad der er under forandring. Men vi må også afklare, hvad vi selv vil, og hvor vi kan gøre en forskel - for os selv, vores interesser og verden, siger Findsen i meddelelsen om tænketankens formål.
Tænketanken er på nuværende tidspunkt under opbygning, men et fagligt råd med en række forskere er allerede oprettet.
Det består blandt andre af lektor og leder af freds- og konfliktstudier ved Lunds Universitet Isabel Bramsen og Ole Wæver, der er professor i international politik på Københavns Universitet.
For mere end et år siden - i juni 2025 - lancerede Lars Findsen en anden tænketank. Den havde navnet Ny Verden og havde fokus på udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvar.
Ifølge Lars Findsen viste den sig ikke at have et "bæredygtigt setup". Det siger Findsen til Børsen.
- Det, jeg først og fremmest lærte, er, at det er vigtigt at have en finansieringsbase, som giver mulighed for at køre i en årrække, lyder det videre.
AL Sydbank yder en "flerårig finansiel støtte" til den nye tænketank, fremgår det af pressemeddelelsen. Det fremgår ikke, hvor stor den støtte er.
Copenhagen Geopolitics er etableret i Fonden Kraka med Lars Findsen som direktør.
Tænketanken vil blandt andet starte sit arbejde ud med en konference i begyndelsen af næste år.
Den skal "bidrage til den strategiske samtale herhjemme om de konkrete og langsigtede spor for, hvordan Danmark skal omstille sig til en ny verdensorden".
RITZAU
