KØB ABONNEMENT

Coop og Meny-app får kritik for brug af kundedata

INDLAND/KRIMINAL • 10. NOV 2026 • 17:09

Datatilsynet retter alvorlig kritik af Coop Danmark og Dagrofa efter undersøgelse af deres apps.

Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af Coop-appen og Meny-appen for virksomhedernes brug af kundernes lokationsoplysninger.

Det skriver Datatilsynet i en afgørelse tirsdag.

Begge virksomheder har brugt kundernes lokationsdata i forbindelse med scan og betal-funktionen uden at have indhentet det nødvendige samtykke.

Kritikken er henvendt til henholdsvis Coop Danmark og Dagrofa.

Ifølge Datatilsynet har Coop brugt lokationsdata til målrettet markedsføring.

Det er sket ved, at appen har registreret, hvilken butik kunden befandt sig i nærheden af, og derefter vist reklamer og tilbud med udgangspunkt i kundens placering.

Appen har ifølge Datatilsynet gjort dette uden kundernes gyldige samtykke.

Desuden har Meny indsamlet oplysninger om kundernes aktiviteter i appen gennem sporingsteknologier uden gyldigt samtykke.

Både Coop og Dagrofa har taget kritikken til efterretning og er blevet bedt om at redegøre for, hvordan de vil rette op på problemerne.

Ifølge Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa, skulle Meny-appen allerede være opdateret.

- Vi har aldrig haft til hensigt at gøre noget forkert, og vi er glade for feedback. Datatilsynets største kritikpunkt handlede om lokationsoplysninger i vores scan og betal-løsning. Den løsning havde vi allerede lukket helt ned for tilbage i oktober sidste år.

- Hvad de øvrige kritikpunkter angår, har vi selvfølgelig rettet ind efter Datatilsynets anvisninger. Derfor kan kunderne være trygge ved, at vi er fuldt opdateret efter reglerne, skriver Vestberg til Ritzau.

Samtidig skriver Coops pressechef, Jacob Lassen, at virksomhedens app er opdateret i morgen.

- I Coop er vi selvfølgelig optaget af at have de bedste digitale løsninger for vores to millioner medlemmer og kunder, der hver dag besøger vores butikker og bruger vores app, hvorfor vi selvfølgelig tager kritikken til os og allerede har iværksat arbejdet med tilpasningerne.

- Vi forventer, at tilpasningerne er opdateret og slår igennem allerede i morgen onsdag den 11. november, skriver Lassen til Ritzau.

Datatilsynet indledte tilsynet med de to apps i juli 2025.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT