Gyldendal ændrer i bog om 112-årig efter oplysninger om nazistparti
Bogen "Vi skal have noget at grine af" handler om 112-årige Kirsten Schwalbes liv. Den udkom 8. oktober.
Godt en måned efter udgivelse har forlaget Gyldendal besluttet at ændre i en bog om den længstlevende dansker i historien, 112-årige Kirsten Schwalbe.Det sker, efter at det er kommet frem, at hun under besættelsen var medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, DNSAP.
Det oplyser Gyldendals kommunikationschef, Niels Overgaard, i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad og Ritzau.
- Bogens forfattere og Gyldendal vil i det næste oplag foretage en tilføjelse på baggrund af de oplysninger, der er kommet frem, lyder det.
Bogen, der udkom 8. oktober, hedder "Vi skal have noget at grine af" og handler om den 112-årige vestjydes liv.
Kort efter udgivelsen af bogen, skrev Kristeligt Dagblad, at hun havde været medlem af det danske nazistparti, hvilket ikke havde været fremme før - hverken i bogen eller i anden omtale fra medier, der har fulgt hende tæt de seneste år.
Forfatterne af bogen, journalist Frederik Helms og tv-fotograf Line Morell Holm, der er ansat ved TV Midtvest, kendte ikke til medlemskabet, før Kristeligt Dagblad skrev om det.
TV Midtvest har gennem flere år fulgt Kirsten Schwalbes gøren og laden, og mediet administrerer hendes Instagram-konto.
Schwalbe bekræftede, at hun har været medlem og forklarede, at hun alene havde meldt sig ind i partiet, fordi hun blev opfordret til det af sin mand. Hun afviste, at hun havde "holdt med tyskerne".
- Det er det, jeg har fortrudt mest - at jeg ikke satte mig ind i, hvad det var, sagde hun til TV Midtvest efterfølgende.
Det fremgår ikke af det skriftlige svar fra Niels Overgaard, hvor og i hvilket omfang de nye oplysninger bliver tilføjet i bogen.
Kirsten Schwalbe meldte sig ind i partiet i august 1941. Det fremgik ifølge Kristeligt Dagblad af Bovrup-kartoteket, som er en fortegnelse over medlemmer af DNSAP.
Partiet blev stiftet i 1930 med stærk inspiration fra det tyske nazistparti, NSDAP, som var ledet af Adolf Hitler under Anden Verdenskrig.
Kirsten Schwalbe skrev sig ind i historiebøgerne 14. oktober som den længstlevende danske nogensinde i en alder af 112 år og 218 dage.
RITZAU
