Tidligere klamydiakure gør sejlivet sexsygdom sværere at behandle

4. DEC 2025 • 11:39INDLAND/KRIMINAL

Tre ud af fire unge smittet med sexsygdommen mycoplasma genitalium har en resistent infektion, skriver SSI.

Tidligere behandling for klamydia er med til at spænde ben for behandling af den sejlivede sexsygdom med navnet mycoplasma genitalium.

Det viser en national overvågningsopgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

I aldersgruppen 15 til 24 år er omkring 70 til 75 procent af de positive tilfælde af sygdommen resistente over for makrolider, som er den antibiotika, der har været anvendt som førstevalg til behandling.

Makrolidresistens har gennem de seneste år ligget på et højt niveau i Danmark.

Sidste år lå resistensprocenten på 65 procent samlet set, men med de højeste rater blandt unge.

Ifølge SSI hænger resistensudviklingen blandt andet sammen med brugen af azithromycin til behandling af klamydia.

Tidligere behandling for klamydia med azithromycin øger ifølge SSI forekomsten af resistens over for makrolider i op til tre år efter klamydiainfektionen.

Det siger Jørgen Skov Jensen, der er sektionsleder og overlæge på SSI, i en pressemeddelelse.

- Da den yngste aldersgruppe har mest klamydia, er det nærliggende at tro, at tidligere klamydiabehandling er årsagen til, at de yngre også har den højeste makrolidresistens, lyder det fra ham.

Han understreger, at når "så stor en andel af tilfældene blandt unge er resistente", så er der behov for præcis diagnostik og målrettet behandling.

Mycoplasma genitalium er en bakterie, som smitter ved sex på samme måde som klamydia og gonorré.

En stor del af de smittede har ingen symptomer, men infektionen kan give smerter ved vandladning, udflåd fra urinrøret eller skeden eller irritation i urinrøret.

En ubehandlet infektion med symptomer kan i nogle tilfælde føre til underlivsbetændelse eller en mulig øget risiko for infertilitetsrelaterede komplikationer, skriver SSI.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT