Tidligere balletdanser Susanne Heering er død
Ifølge Se og Hør er tidligere balletdanser Susanne Heering død i lørdags. Hun blev 87 år gammel.
En af dronning Margrethes nærmeste veninder, Susanne Heering, er død.Ifølge Se og Hør skete det i lørdags, og dermed blev hun 87 år.
Susanne Heering drev egen balletskole i både Næstved og København, og allerede som ung lærte hun dronningen at kende til en indflytterfest i dronningens lejlighed på Amalienborg.
Kunst og ballet var en fælles interesse for de to, der samarbejdede om en række danseforestillinger, som dronningen lavede både kostumer og scenografi til.
Balletskolen i Næstved lukkede i 2012, men Susanne Heering fortsatte med at undervise. I årene op til sin død var det veninder og naboer i Hellerup, der fik balletlektioner om fredagen - og nogle gange også om tirsdagen.
Susanne Heering giftede sig i 1962 med Peter Heering, med hvem hun nåede at fejre guldbryllup.
Peter Heering, der døde i 2015, arvede familiefirmaet Heering, der blandt andet producerede kirsebærlikør, indtil det blev solgt til Danisco i 1990.
Parret fik en søn, Henrik, der var født med Downs syndrom og døde få måneder efter fødslen.
Efterfølgende engagerede Susanne Heering sig som bestyrelsesformand for opholdshjemmet Østerled nord for København, der huser psykisk udviklingshæmmede.
Susanne Heering efterlader sig fire børn, herunder sønnen Peter, der sammen med hustruen Caroline er nære venner med kong Frederik og dronning Mary.
Bisættelsen finder sted på tirsdag i Garnisonskirken i København.
/ritzau/
