The Cure får hug for at komme for sent i gang på Orange Scene

2. JUL 2026 • 02:41INDLAND/KRIMINAL

The Cure udskød de bedste sange til allersidst under bandets syvende koncert på Orange Scene, mener anmeldere.

Rockbandet The Cure, der onsdag aften gæstede Roskilde Festival for syvende gang, får både ris og ros med sig på vej ud.

Jyllands-Posten er den avis, der kaster flest komplimenter efter den 67-årige forsanger Robert Smith. Anmelderen fremhæver hans performance af sangen "Boys Don't Cry".

Et par midaldrende fans krammede hinanden og fik tårer i øjnene under sangen, der kom til sidst under bandets 50-års jubilæumskoncert på Orange Scene, noteres det.

Faktisk var der tale om en reel magtdemonstration, lyder det fra anmelderen, som mener, at "nervøsiteten må have bredt sig blandt festivalens øvrige optrædende".

Avisen kvitterer med fem ud af seks stjerner.

B.T. er uenig. Som Jyllands-Posten skriver, kom megahittet "Boys Don't Cry" først til sidst, og generelt kom The Cure alt for sent i gang med festen.

- For en TikTok-generation med begrænset tålmodighed testede de deres publikum med et over to timer langt show, der længe stod i de lange introers navn, skriver B.T.

Faktisk begyndte folk at sive væk efter fem kvarter.

Lyden var dog stadig ikonisk, mener B.T.'s anmelder, der kvitterer med tre ud af seks stjerner.

Selv om en forbipasserende teenager ifølge Jyllands-Posten med skepsis undrede sig over, om The Cure har "spillet på Roskilde hvert år siden 1960", tiltrak koncerten både unge og gamle.

Ekstra Bladet tilslutter sig B.T.'s vurdering og bemærker, at fordi The Cure har været på Roskilde Festival så mange gange før, føltes det som en genudsendelse.

- The Cure gik naturligvis adstadigt til opgaven med deres sædvanlige strategi, der går ud på at spille relativt ukendte sange i en evighed, inden de relativt kendte kommer som belønning til sidst. Det virkede heller ikke denne gang, lyder det.

Showet kom dog hurtigere i gang i år end de seneste to gange. Efter 130 minutter kom The Cure ifølge Ekstra Bladet op i gear.

I 2012 varede det, som Ekstra Bladet kalder for "slæbende mismod" i 177 minutter, og i 2019 var det 137 minutter.

Ekstranumrene "Lullaby", "The Lovecats", "Friday I'm in Love" og "Why Can't I Be You?" kom Orange Scene til undsætning, inden festen som bekendt sluttede med tåreperseren "Boys Don't Cry".

RITZAU

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT