Kystsikringsprojekt i Esbjerg viser tegn på øget biodiversitet

1. JUL 2026 • 20:02INDLAND/KRIMINAL

Efter ti uger viser et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn tegn på øget biodiversitet og sundt biologisk miljø.

Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn har efter ti uger vist tegn på at give øget biodiversitet.

Det skriver Esbjerg Havn i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at seks såkaldte Coastalock-enheder blev lagt ud ved Nordsøkaj i Esbjerg i april.

Udlægningen af enhederne er en del af et projekt, der skal undersøge, hvordan man kan kombinere kystsikring og genopretning af biodiversitet.

Enhederne er lavet af beton, hvor blandt andet sammensætningen og formen er designet til at fremme et sundt biologisk miljø.

De første undersøgelser viser nu, at enhederne har fået tæt algevækst, rurer har sat sig fast, og at strandkrabber skjuler sig i enhederne.

Rurer, der også kaldes balaner, er en gruppe af små krebsdyr og har et kegleformet hus af kalk. De sætter sig fast på blandt andet sten, skibsbunde og krabber.

Projektet gennemføres af Esbjerg Havn og ECOncrete, som har udviklet Coastalock-enhederne.

Ido Sella, der er administrerende direktør i ECOncrete, mener, at det stadig er for tidligt i forløbet til at konkludere noget, men at de første undersøgelser ser positive ud.

- Når vi allerede efter få uger ser vigtige indikatorarter som bestemte snegle og strandkrabber kolonisere de nye konstruktioner, tyder det på, at enhederne giver bedre betingelser for levesteder end stenoverfladerne omkring dem, udtaler Ido Sella i pressemeddelelsen.

Også Dennis Jul Pedersen, der er havnedirektør i Esbjerg Havn, forklarer, at kystsikringen er en del af en nødvendig udvikling af havnens infrastruktur.

- Derfor er det positivt, at vi med projektet samtidig kan undersøge, hvordan nye løsninger kan bidrage til bedre betingelser for livet under havoverfladen, lyder det fra havnedirektøren i pressemeddelelsen.

Ifølge Esbjerg Havn er planen at udvide projektet til flere hundrede enheder.

- De første observationer er lovende, og vi ser frem til at følge udviklingen over de kommende år, siger Dennis Jul Pedersen.

RITZAU

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT