Svensk Eurovision-deltager besvimede efter optræden

16. MAJ 2026 • 11:43INDLAND/KRIMINAL

Svensk deltager skulle have deltaget i pressemødet, men hun udeblev på grund af et ildebefindende.

Den svenske deltager ved Eurovision, Felicia, besvimede efter fredagens generalprøve inden finalen, og en læge blev tilkaldt.

Det skriver Aftonbladet.

- Det skyldes dehydrering, at det er for varmt og tætsiddende tøj. Et fald i blodtrykket, enkelt sagt, siger lederen af den svenske delegation, Lotta Furebäck, til mediet.

Felicia stiller op med sangen "My System" og under sin optræden bærer hun en sort maske, der skjuler store dele af hendes ansigt.

Den 24-årige sanger skulle have mødt pressen efter den vigtige prøve, som jurygrupperne overværede, men her mødte pressen i stedet hendes team, der fortalte, at hun behøvede hvile.

Ifølge delegationslederen er hun blevet tilset af læger, har fået væske og har det "helt okay" efter omstændighederne.

Sangeren har kæmpet med nogle stemmeproblemer tidligere på ugen, men besvimelsen er ikke relateret til dem.

Aftonbladet har spurgt Lotta Furebäck, om hun blev bekymret, da Felicia besvimede, hvortil hun svarer, at man selvfølgelig bliver lidt bekymret, men hun forklarer samtidig, at der var meget varmt i greenroom.

Greenroom er et sted, hvor deltagere, musikere og sangskrivere kan samles og bakke op om hinanden.

Delegationslederen fortæller til Aftonbladet, at Felicia begyndte at få det dårligt og føle sig svimmel, da hun var i greenroom. Da hun kom ned til logen, besvimede hun.

Men Felicia ventes altså at være klar til at gå på scenen lørdag aften, når vinderen af sangkonkurrencen bliver kåret i Wien i Østrig.

Her repræsenterer Søren Torpegaard Lund Danmark med sangen "Før vi går hjem".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT