To demonstrationer og en FA Cup-finale ventes at præge gadebilledet i London lørdag.
Over 4000 politibetjente skal forsøge at sørge for en sikker afvikling af to demonstrationer i London lørdag.Den ene er en demonstration arrangeret af højrefløjsaktivisten Tommy Robinson, hvis rigtige navn er Stephen Yaxley-Lennon.
Den anden er en moddemonstration, som er blevet lagt sammen med en propalæstinensisk demonstration.
Der ventes titusindvis af demonstranter.
I tillæg hertil er der FA Cup-finale på stadionet Wembley.
Politiet i London forsøger at holde Tommy Robinsons protest og moddemonstrationen adskilt ved at stille en række betingelser til både timing og rutens forløb.
Det anslås, at operationen koster knap 40 millioner kroner, oplyser politiet og understreger, at det går til opgaven med en "nultolerancetilgang".
Arrangørerne vil for første gang blive gjort juridisk ansvarlige for, om talere ved demonstrationerne bryder lovgivningen om hadefuld tale, hedder det.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, kom aftenen før demonstrationerne med en advarsel.
- Enhver, der vil skabe kaos på vores gader eller true folk, kan forvente at blive ramt af lovens fulde kraft, sagde Starmer, der indenrigspolitisk er under hårdt pres efter dårlige lokalvalg for sit parti, Labour.
Imens var det EU-kritiske højrefløjsparti Reform UK den store vinder ved lokalvalgene i England.
Starmer beskylder arrangørerne af højrefløjsdemonstrationen lørdag for at puste til "had og splittelse".
- Deres mål er at overbevise folk om, at Storbritanniens problemer skyldes dem, som de lever side om side med, siger han i en video delt online.
- Men det er ikke det Storbritannien, jeg kender, fortsætter han.
/ritzau/AFP