I gennemsnit må ofre for stormfloder selv betale regning på op til 150.000 kroner, viser spørgeundersøgelse.
Husstande, der bliver ramt af stormfloder, ender ofte med en mærkbar ekstraregning.Det viser en spørgeundersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har lavet.
Undersøgelsen viser, at de ramte i gennemsnit får udbetalt 320.000 kroner i erstatning fra den statslige stormflodsordning.
Men samtidig har de angivet, at de i gennemsnit selv har skullet betale en regning på mellem 120.000 og 150.000 kroner for skaderne.
Spørgeskemaet er sendt ud til folk i foråret 2025 og omfatter husstande, der ligger højst en kilometer fra de strækninger, der blev ramt af stormfloder i oktober og december i 2023.
Stormflod er betegnelsen for en kraftigt forhøjet vandstand langs kysten, som er forårsaget af stormvejr.
Mere end 18.000 personer har besvaret hele eller dele af spørgeskemaet, og af dem har 1024 oplevet at få vand i deres nuværende eller tidligere bolig som følge af stormfloderne.
Besvarelserne tegner også et billede af, at mange har oplevet fysiske eller psykiske følgevirkninger af stormfloderne.
- Vi har hørt mange beretninger fra ofre for oversvømmelser om, hvor skræmmende det var at opleve vandet trænge ind i deres huse, siger ph.d.-studerende på DTU Emma Houmøller Veng, der står bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
- Vores undersøgelse bekræfter, hvor massivt mange bliver ramt, og at mange oplever langvarige følgevirkninger af stormfloder i Danmark.
I 40 procent af de besvarelser, hvor husstande har haft vand i deres bolig som følge af de to stormfloder, nævnes koncentrationsbesvær, søvnløshed, stress og nedtrykthed som nogle af følgevirkningerne.
Og så har de angivet, at de i gennemsnit skal bruge 293 timer på opgaver, som relaterer sig til en oversvømmelse.
Tiden er blevet brugt på at rydde op i hjemmet og få styr på det forsikringsmæssige, lyder det.
/ritzau/