Studie: Fælles alkoholpolitik har ikke mindsket elevdruk

2. FEB 2023 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Forsker er overrasket over, at regelsæt for alkohol på gymnasier ikke har mindsket indtaget af våde varer.

Et nyt studie peger på, at konkrete regler for alkoholindtag og udskænkning på gymnasier måske ikke har den ønskede effekt.

I alt 41 gymnasier er omfattet i studiet, der er foretaget af Statens Institut for Folkesundhed (SIF).

13 af dem har haft en fælles alkoholpolitik med klare regler - resten havde ikke denne politik.

Studiet viser ikke nogen markant forskel i alkoholindtaget. I studiet er drukindtaget også sammenlignet med indtaget til gymnasiefester i 2014, og her er der heller ikke nogen signifikant forskel.

Veronica Pisinger er forsker på SIF og står bag undersøgelsen, og hun er overrasket:

- Der er ikke sket nogen særlig udvikling, og det gælder sådan set blandt unge på alle gymnasierne, siger hun.

Den fælles alkoholpolitik på de 13 gymnasier blev udarbejdet i 2017, og reglerne lød, at der ikke måtte udskænkes drikke med en alkoholprocent på mere end fem, introture skulle være alkoholfri, og synligt berusede elever kunne sendes hjem.

Elever på gymnasier med denne alkoholpolitik drak 8,5 genstande i gennemsnit til den seneste gymnasiefest i 2019, mens elever på gymnasier uden drak 8,9.

I studiet er inkluderet data fra 20.000 elever, der har svaret på deres alkoholforbrug til festerne.

Formand for Danske Gymnasier Henrik Nevers, som også er rektor på Roskilde Gymnasium, er ikke så overrasket over, at de unge drikker lige så meget, som de plejer, trods alkoholpolitik og regler.

Men det gør alligevel en positiv forskel, at der på nogle gymnasier er sat rammer for festkulturen, vurderer han.

- Det har givet nogle helt andre fester, som fungerer bedre, for eksempel fordi eleverne ikke er meget berusede, allerede når de ankommer. Tidligere har der været flere elever, som blev rigtig dårlige.

Hos gymnasieelevernes organisation er erfaringerne med alkoholpolitik på gymnasierne positive.

Især når eleverne har været inddraget i at formulere reglerne, siger formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Madeleine Steenberg Williams.

Studiets konklusion kommer bag på elevformanden. Men hun mener, at det kan hænge sammen med, at det tager tid at ændre en kultur.

- Det er en relativt ny proces. Det er ikke bare noget, der kan ske fra den ene dag til den anden.

- Det handler for eksempel om, at skolerne skal være gode til at understøtte eleverne i den proces, siger elevformanden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU