Søren Pilmark genoptager politikerrolle i kommende film
I 2004 spillede Søren Pilmark rollen som politikeren Erik Dreier. Torsdag genoptager han rollen i tredje film.
Skuespiller Søren Pilmark indtager igen rollen som politikeren Erik Dreier, når optagelserne til efterfølgeren af "Kongekabale" og "Mørkeland" begynder torsdag.Det afslører produktionsselskabet bag filmen, SF Studios.
Det er mere end to årtier siden sidst, at den 71-årige Pilmark medvirkede i første film, hvor også Anders W. Berthelsen spillede rollen som journalisten Ulrik Torp.
Tredje film i rækken får titlen "Fandens forår" ligesom Niels Krause-Kjærs roman, som filmene er baseret på.
Filmen forventes at få biografpremiere i sensommeren 2027.
Efter 20 år fik anden film i rækken, "Mørkeland", premiere i 2024, hvor Anders W. Berthelsen ligeledes genoptog sin rolle, og skuespiller Mathilde Arcel også medvirkede.
Hun spiller i den kommende film igen rollen som den unge journalist Emma, der skal samarbejde med den erfarne Torp, som har en voksende tvivl om, sandheden "overhovedet gør en forskel længere".
Mathilde Arcel modtog i sidste måned prisen for bedste kvindelige skuespiller på Filmfestivalen i Venedig, hvor også filmen "Kvinde ukendt", som Arcel har hovedrollen i, modtog hovedprisen, Guldløven.
Mathilde Arcel får i "Fandens forår" selskab af sin morbror Nikolaj Arcel, der har skrevet manuskriptet.
I 2004 instruerede Nikolaj Arcel første film, "Kongekabale".
Filmen modtog dengang otte Robertstatuetter, hvoraf Søren Pilmark modtog Robertprisen for Årets mandlige birolle for sin rolle som Erik Dreier.
Søren Pilmark er blandt andet også kendt for sin medvirken i filmen "Blinkende Lygter" fra 2000 af Anders Thomas Jensen.
I begyndelsen af 90'erne indtog Pilmark rollen som Svend Poulsen Gønge i DR's "Gøngehøvdingen".
Foruden skuespillet er Søren Pilmark en del af komikerkvartetten Ørkenens Sønner, hvor han optræder med blandt andre skuespiller Niels Olsen.
I 1994 blev Søren Pilmark udnævnt til Ridder af Dannebrog.
RITZAU
