Dronning Mary deltager i FN's klimatopmøde i Tyrkiet
Ligesom sidste år deltager dronning Mary ved FN's klimatopmøde, hvor hun sætter fokus på sårbare østater
Dronning Mary deltager i FN's klimatopmøde, COP31, der finder sted 8.-10. november i Antalya i Tyrkiet.Det skriver kongehuset på dets hjemmeside.
Dronningen ledsages af klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R).
Tyrkiet deler værtskabet for COP31 med Australien, der står i spidsen for forhandlingerne.
Formålet med FN's klimatopmøder er at samle verdens lande for at forhandle og vedtage globale aftaler, der skal bekæmpe klimaforandringer.
Det skal efter planen munde ud i en erklæring, som alle FN's 193 lande kan nikke ja til.
Under konferencen skal dronning Mary mødes med en række danske virksomheder, der præsenterer grønne løsninger i den danske pavillon.
Dronningen sætter under sit besøg blandt andet fokus på klimatruslen mod stillehavsstater som Vanuatu og Fiji, som er særligt sårbare over for konsekvenserne af klimaforandringer og et stigende havniveau.
Under besøget på COP31 vil dronning Mary også mødes med ungedelegater fra hele verden for at høre om deres personlige erfaringer med klimaforandringer og kampen for den grønne omstilling.
Dronningen deltog også sidste år i FN's klimatopmøde, der fandt sted i Brasilien.
Her besøgte dronningen blandt andet en kakaoproduktion og et forskningsinstitut om bæredygtighed.
FN's Miljøprogram, Unep, har onsdag offentliggjort en status over de globale temperaturstigninger.
Den viser, at det ikke længere kan undgås, at den globale opvarmning vil overstige 1,5 grader sammenlignet med det førindustrielle niveau.
Årtiers utilstrækkelig handling på klimaområdet er forklaringen.
Grænsen på de 1,5 grader stammer fra Parisaftalen fra 2015.
Her forpligtede verdens lande sig til at begrænse den globale opvarmning til højst 2,0 og helst 1,5 grader sammenlignet med før industrialiseringen - år 1850-1900 - da vi begyndte at brænde kul og olie af.
RITZAU
