Patienter går forgæves til lægen med ensomhed - det vil partnerskab ændre
Sociale henvisninger skal hjælpe ensomme med at blive tilknyttet et fællesskab, de ellers ikke ville opsøge.
Et nyt partnerskab vil arbejde hen imod, at ensomme kan få en social henvisning, når de går til lægen i Danmark.For i mange tilfælde kan læger ikke hjælpe de patienter, der kommer ind til en konsultation, siger David Vincent Nielsen, der er ensomhedskonsulent hos Ældre Sagen og forperson for Folkebevægelsen mod Ensomhed.
- Der er en masse mennesker, der opsøger sundheds- og plejesystemet, fordi de oplever ensomhed og social isolation.
- Oftest kan de ikke få hjælp af sundhedssystemet, fordi de har brug for samvær og sociale relationer, siger han.
Efter lægen har oprettet en social henvisning til patienten, vil en fagperson eller frivillig kontakte patienten.
I en snak med patienten skal fagpersonen, der fungerer som en brobygger, undersøge hvilke tilbud hos organisationer og kommuner, der vil gavne patienten bedst.
Det kan for eksempel være, at patienten tilknyttes et strikkefællesskab, en kortspilsklub eller et træningsfællesskab, der tilbydes lokalt. Eller måske, at vedkommende bliver frivillig.
Ifølge David Vincent Nielsen oplever mange ensomme barrierer, der medvirker til, at man ikke på egen hånd har overskud til at opsøge fællesskaberne.
Men skal sociale henvisninger blive en integreret del af sundhedssystemet, skal det offentlige betale, siger han.
- I 2017 beregnede Syddansk Universitet, at ensomhed kostede 5,5 milliarder kroner, men siden da er ensomhedsforekomsten steget med 42 procent, så omkring 10 milliarder kroner ville være et kvalificeret skøn i dag.
- Men sociale henvisninger vil ikke nødvendigvis være en udgift. Lige nu mindst 500.000 ekstra besøg ved den almene praksis hvert år, der skyldes ensomhed og betales af regionerne, siger han.
Han påpeger, at der allerede er pilotprojekter i gang, men at partnerskabet vil forsøge at lave en samlet koordineret indsats, der kan gøre projektet landsdækkende.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anerkender sociale henvisninger som metode.
Ifølge WHO skyldes hvert femte lægebesøg problemer, der ikke kan løses klinisk.
Storbritannien var det første land, der indførte sociale henvisninger i deres sundhedspolitik, hvor der nu er 3300 aktive brobyggere, skriver WHO på sin hjemmeside.
Partnerskabet består af Ældre Sagen, Røde Kors, Social Sundhed, DGI, Sund By Netværket, Not a Box og Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark.
RITZAU
