Skovejere tjekker hjorte-DNA og håber på undtagelse fra dødsdom
Dansk Skovforening vil have belyst, om sika- og kronhjorte har blandet gener, eller om frygt er ubegrundet.
Danske skovejere iværksætter nu en genetisk undersøgelse af et udsnit af sika- og kronhjorte.Det sker for at undersøge, om der er sket krydsning mellem de to arter herhjemme.
Det er netop frygten for, at de to arter parrer sig og skaber en såkaldt hybridbestand, der har sat sikahjort på EU's liste over uønskede arter.
- Vi er interesserede i at finde ud af, hvorvidt det overhovedet er et problem, inden man udrydder sikabestanden.
- Det er en hjorteart, vi holder meget af, og vi synes ikke, der er nogen grund til at skille sig af med den, hvis der ikke er noget problem, siger politisk konsulent i Dansk Skovforening Frederik Falk-Sørensen.
Foreningen tæller cirka 650 medlemmer, fortrinsvis private skovejere.
Sikahjorte har været i Danmark siden begyndelsen af 1900-tallet.
Arten er oprindeligt hjemmehørende i Østasien, men blev importeret til flere europæiske lande som et jagtobjekt.
Det anslås, at bestanden af sikavildt er omkring 1000 dyr, hvoraf cirka en tredjedel er i dyreparker eller i anden form for indhegning.
Blandt andet ses der sikavildt i Jægersborg Dyrehave og i Marselisborg Dyrehave ved Aarhus.
I EU stemte Danmark imod, at sikavildt erklæres uønsket.
Men flertallet bestemte, og nu er hjortearten havnet på listen i selskab med andre uønskede dyrearter som mårhund, bisamrotte og vaskebjørn.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har i en pressemeddelelse oplyst, at man har set problemer med krydsninger i blandt andet Skotland.
Hvis der ikke er sket krydsning mellem arterne herhjemme, håber skovejerne på, at Danmark kan søge om en undtagelse.
Her peger foreningen på forløbet omkring mink.
Mink havnede sidste år på EU-listen over uønskede arter. Danmark stemte imod, og Miljøstyrelsen oplyste efterfølgende, at Danmark vil kæmpe for en særordning for danske minkavlere.
Danmarks Jægerforbund, der har udtrykt kritik af klassificeringen af sikahjort som uønsket, bakker op om skovejernes undersøgelse.
- Jeg synes, det er fint, vi får skabt noget mere viden på området. Det kan vi kun støtte, siger forbundets formand, Claus Lind Christensen.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har i et folketingssvar oplyst, at man ikke vil iværksætte en "aktiv bekæmpelse" af sikahjorte i den danske natur.
Ejere af sikahjorte bag hegn får desuden lov at beholde dyrene, indtil de dør, har ministeren oplyst.
Skovejernes undersøgelse vil blive foretaget blandt et repræsentativt udsnit af sika- og kronhjorte - både vildtlevende og bag hegn.
Undersøgelsen projekteres af en dyrlæge og sker i samarbejde med en professor i genetik ved Københavns Universitet.
Forventningen er, at resultatet vil foreligge om et par måneder.
/ritzau/
