Forskere finder første tegn på heste smittet med myggebåret virus

20. JAN 2026 • 08:58INDLAND/KRIMINAL

Hesteejere bør ifølge dyrlæge overveje at lade heste i sydlige dele af landet vaccinere mod vestnilfeber.

Der er for første gang herhjemme fundet tegn på, at heste har været smittet med virusset vestnilfeber.

Det oplyser adjunkt og dyrlæge Pia Ryt-Hansen, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet.

Blandt blodprøver fra 822 heste landet over er der i efteråret 2025 fundet antistoffer efter vestnilfeber hos fire heste i Sønderjylland og på Lolland-Falster.

- Det er første gang, at vi har fundet antistoffer mod vestnilfeber hos heste i Danmark, som ikke har været på forudgående rejse, siger Pia Ryt-Hansen.

Antistoffer er kroppens immunforsvar, der reagerer på et virus.

Så når der er fundet antistoffer, er det ifølge dyrlægen et tegn på, at hestene med al sandsynlighed har været smittet.

De fire heste har - så vidt vides - ikke været syge af virusset, som spredes af stikkende myg.

Vestnilvirus stammer fra Afrika, men har de senere år bredt sig til store dele af Europa.

Det skyldes et varmere klima, som giver myg en længere sæson at stikke i, ligesom virus generelt har bedre vilkår for at sprede sig, når det er varmt.

I 2024 blev virusset påvist hos to heste i Nordtyskland - tæt ved grænsen til Danmark.

I de fleste tilfælde slipper hestene uden eller med milde symptomer.

Men mellem 10 og 20 procent af de smittede risikerer at blive alvorligt syge.

- De udvikler en slags hjernebetændelse, som betyder, at de får muskelsitren og ikke kan kontrollere deres lemmer og begynder at slingre.

- De bliver nedstemte og svage, forklarer Pia Ryt-Hansen.

Der findes ifølge dyrlægen ingen behandling mod vestnilfeber hos heste.

- Så man kan kun prøve at afhjælpe hestens symptomer med for eksempel smertestillende midler, siger hun.

Der findes dog en vaccine mod vestnilfeber hos heste, og det er noget, som hesteejere i sydlige dele af landet ifølge dyrlægen bør overveje.

- Hvis man er hesteejer her, kunne man godt overveje at lade sine heste vaccinere, siger Pia Ryt-Hansen.

Også mennesker kan blive smittet med vestnilfeber. Modsat heste er der endnu ikke udviklet en vaccine til mennesker mod virusset.

Men risikoen for alvorlig sygdom er endnu mindre end hos heste. Mindre end én procent af de smittede bliver alvorligt syge og udvikler hjernebetændelse.

Sygdommen rammer hårdest hos ældre og immunsvækkede personer, forklarer overlæge Lasse Vestergaard fra Statens Serum Institut.

Men på nuværende tidspunkt er der ikke grund til bekymring, understreger han.

- Vestnilfeber er ikke nogen alvorlig sundhedstrussel, som man skal gå og bekymre sig om.

- Sandsynligheden for at blive stukket af en myg i Danmark, der bærer på vestnilfebervirus, er meget, meget lille på nuværende tidspunkt. Og sandsynligheden for at blive alvorligt syg er endnu mindre, siger han.

Men det er afgørende, at vi holder øje med, om virusset spreder sig, lyder det fra overlægen.

- Det er vigtigt, at vi overvåger forekomsten af vestnilfeber, for det kan på sigt være et virus, der kan vinde mere frem, også herhjemme.

- Derfor er det vigtigt, at vi sikrer et godt system til at overvåge virusset i Danmark hos for eksempel myg, heste og mennesker, siger Lasse Vestergaard.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT