Sensommervarm efterårsweekend får våd afslutning
Lørdag kan temperaturerne nå op på 23 grader, oplyser DMI. Sent lørdag og søndag skal regn ind over landet.
Der venter danskerne en lun efterårsweekend med ustadigt vejr, hvor temperaturerne lørdag kan nå op på 23 grader.Weekenden vil for mange få en våd afslutning søndag, hvor et regnvejr bevæger sig ind over Danmark fra vest mod øst.
Det fortæller Hans Peter Wandler, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- I dag starter det ud med mest skyet vejr de fleste steder.
- Hist og her kan der lokalt falde lidt let regn, men ellers bliver det mest tørt med lidt eller nogen sol især over de syd- og sydøstlige egne, siger Hans Peter Wandler.
Fredag vil temperaturerne nå op på mellem 19 til 21 grader, og vinden vil være let til frisk.
- Lørdag kan være lidt tricky. I store dele af landet kan vi få nogen sol og ganske pænt vejr. Længst mod nordvest kan det være lidt mere skyet, siger vejrmeteorologen.
I løbet af lørdagen kan danskerne håbe på næsten sommerlige temperaturer.
- Temperaturen kan snige sig op på 19 til 23 grader, men fra om aftenen og natten skyer det til, og vi får et område med nedbør ind over landet.
- Søndag starter, hvor lørdagen slap - med skyer, regn og byger mange steder. Det bevæger sig ind over landet mod øst. Det efterfølges sidst på dagen af en opklaring fra nordvest, siger Hans Peter Wandler.
Temperaturerne vil søndag bevæge sig mellem 15 til 21 grader.
Bortset fra lidt højere temperaturer betegner meteorologen weekendvejret som normalt for årstiden.
- Det er det ustadige vejr, der passerer, og det er vi jo vant til, siger Hans Peter Wandler.
- Vi har den her lidt sensommeragtige varme over landet lørdag med op til 23 grader, men på bagsiden af det her lander vi efter weekenden på en generel temperatur på mellem 13 og 16 grader. Det er ganske normalt, siger han.
/ritzau/