Sprunget vandrør vurderes at være skyld i vand på motorvej

18. SEP 2025 • 16:49INDLAND/KRIMINAL

Sund & Bælt mener, at et sprunget vandrør har fået vand til at strømme ud på Øresundsmotorvejen, skriver DR.

Det er et sprunget vandrør, som er årsag til, at der onsdag aften og torsdag har været problemer med vand på Øresundsmotorvejen.

Det oplyser Kim Agersø Nielsen, som er teknisk chef for Sund & Bælt, til DR.

- Lige nu mener vi, at det er en vandledning, der er sprunget læk i nærheden af motorvejen. Det vand, som er strømmet ud af vandledningen, skal op eller ud et eller andet sted, og det er vandet så kommet på vores motorvej, siger han til DR.

Allerede onsdag aften begyndte bilister at melde om vand på kørebanen.

Torsdag blev strækningen mellem afkørslen til Amager Strandvej og frem til Tårnbytunnelen spærret i vestgående retning.

Det betød, at al trafik fra Sverige i en periode blev ledt op på Amager Strandvej, mens trafik fra Københavns Lufthavn blev ledt ad Amager Landevej.

Der har i løbet af torsdag været kø på både den danske og svenske side af Øresundsbroen.

Sund & Bælt skrev på X torsdag formiddag, at der piblede vand op i midterrabatten i sporene mod København kort før afkørsel 18 til Tårnby Torv.

Man var bekymret for, at vandet kunne underminere motorvejen og dermed skade vejen.

Motorvejen blev delvist åbnet for trafik igen 13.30 torsdag.

Det skriver Sund & Bælt på det sociale medie X.

- Trafikken passerer i det højre spor og nødsporet udenom det sted, hvor vejen er beskadiget, lyder det.

Motorvejen er åben med en reduceret hastighed på 50 kilometer i timen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT