OVERBLIK: Kritisk dokumentar om Herlufsholm satte lavine i gang

3. NOV 2022 • 14:51INDLAND/KRIMINAL

Rektor blev fyret, og bestyrelsen er trådt tilbage. Dokumentar om Herlufsholm har haft store konsekvenser.

På Herlufsholm Skole har der været flere tilfælde af hyppig mobning, end der har været på et gennemsnitligt gymnasie i landet.

Det konkluderer en uvildig advokatundersøgelse, der er blevet offentliggjort torsdag.

Der bliver også rettet kritik mod Flemming Zachariasen, der var den daværende rektor. Han gjorde ikke nok for at stoppe problemerne på skolen i tide, mener advokaten.

Her kan du læse om forløbet:

* 5. maj 2022: TV 2 viser dokumentaren "Herlufsholms Hemmeligheder", hvor en række tidligere elever på skolen står frem og beretter om vold, seksuelle krænkelser og mobning.

* På Facebook udløser det en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen (S):

- Ingen dreng eller pige i Danmark skal udsættes for vold, overgreb, systematiske krænkelser eller voldtægt. Og slet ikke på en skole, hvor trygheden for det enkelte individ burde være et indiskutabelt grundvilkår", skriver statsministeren.

* Også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary reagerer og skriver på sociale medier skrev, at det er "hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af".

* 7. maj 2022: Rektor Mikkel Kjellberg afskediges på et ekstraordinært bestyrelsesmøde på Herlufsholm.

* Skolens bestyrelse iværksætter en advokatundersøgelse og en kulegravning af forløbet.

* Samtidig lanceres en handlingsplan, der gør op med den såkaldte præfektordning, hvor ældre elever fungerer som en slags vejledere for yngre elever.

* Desuden varsles et opgør med skolens sovesale. Fremover skal eleverne sove på egne værelser.

* 17. juni 2022: Kronprinsparret erklærer i en udtalelse, at de har "brug for mere viden for at kunne tage den rigtige beslutning" om deres ældste børns skolegang på Herlufsholm.

* 25. juni 2022: Herlufsholm Skoles bestyrelse træder tilbage. Det sker som reaktion på en foreløbig vurdering af trivslen på skolen fra tilsynsmyndigheden Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Af vurderingen fremgår det blandt andet, at skolen ikke har levet op til sit ansvar for at sikre eleverne en ordentlig trivsel.

Styrelsen varsler også, at skolen kan blive omfattet af sanktioner, blandt andet tilbagebetaling af statstilskud.

* 26. juni 2022: Kronprinsparret meddeler i en udtalelse, at prins Christian stopper på Herlufsholm, og at prinsesse Isabella ikke begynder der som planlagt efter sommerferien.

- Det har været en svær proces for os som familie, skriver kronprinsparret og tilføjer, at parret i løbet af sommeren vil tage en beslutning om børnenes fremtidige skolevalg.

* 5. august: Gitte Nørgaard, der kom fra en stilling som direktør for Aarhus Business College, bliver udpeget som ny rektor på skolen.

* 3. november: En uvildig advokatundersøgelse konkluderer, at der er flere tilfælde af hyppig mobning på Herlufsholm, end der er på det gennemsnitlige danske gymnasier.

I samme ombæring bliver en tidligere rektor - Flemming Zachariasen - kritiseret for ikke at gøre noget ved problemerne i tide.

Kilder: Herlufsholm, Kongehuset.dk, Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT