Over 500.000 er logget ind for at tjekke årsopgørelse
Fredag blev der åbnet for tidlig adgang til årsopgørelsen, hvor man kan se, om man skal have skat tilbage.
Mere end 500.000 har allerede tjekket deres årsopgørelse, siden Skattestyrelsen åbnede for adgangen fredag aften.Det fortæller Ulrick Junge, der er underdirektør i Skattestyrelsen:
- I løbet af aftenen og natten er det gået rigtigt godt. Vi har haft mere end 500.000 borgere inde og tjekke deres årsopgørelse.
Ifølge Skattestyrelsen har der været 527.176 login frem til klokken 07.00 lørdag morgen.
De nøgletal, som Skattestyrelsen lørdag morgen har delt, viser, at ventetiden nåede op på over 200 minutter eller lidt mere end tre timer omkring klokken 23 fredag aften.
Lørdag morgen blev loginløsningen bag MitID ramt af problemer, som betød, at den blev ustabil.
Men omkring klokken 11 lørdag lyder det fra underdirektøren, at man er på den anden side af problemerne.
- Her til morgen har vi så i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen konstateret, at der har været lidt udfordringer med MitID. Og det er blevet løst, og vi er på den anden side, siger han.
Derfor har man kunnet skrue op for kapaciteten, så flere borgere kan logge ind.
Lørdag morgen blev brugere af Skats hjemmeside mødt med information om, at de ikke kunne logge ind med MitID. Lidt efter klokken 09 var systemet oppe igen, men ustabilt.
Skattestyrelsen åbner officielt først for adgangen til årsopgørelsen mandag.
Men i løbet af weekenden er årsopgørelsen åben i test. Det betyder, at der kan forekomme justeringer og rettelser.
- Vi har et forsigtighedsprincip. Men det går godt. Det går, som vi havde forventet. Det er også derfor, at vi trinvist har skruet op, lyder det fra Ulrick Junge.
I årsopgørelsen kan man se, om man skal have penge tilbage i skat, eller om man skal betale restskat.
Sidste år blev der udbetalt overskydende skat til 3,8 millioner borgere. De fik til sammen over 25 milliarder kroner, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Vi er helt på det rene med, at der er rigtig mange, der er nysgerrige på, om det er et rødt eller grønt tal - altså om man skal betale penge tilbage i skat, eller om man er så heldig at få nogle penge udbetalt.
- Når man nu er derinde, så tjek lige de oplysninger, der ligger til grund for de her tal, lyder det fra underdirektøren.
Hvis en borger skal have penge tilbage, bliver de udbetalt til deres NemKonto fra den 24. april 2026.
/ritzau/
