Priscilla Presley inviterer Elvis-fans til foredrag i Danmark

20. MAR 2026 • 13:45INDLAND/KRIMINAL

Priscilla Presley, som var gift med Elvis Presley, holder tre foredrag i Danmark. Det første er lørdag.

I weekenden kan fans af "The King" - Elvis Presley - høre Priscilla Presley, der var gift med Elvis, fortælle om sit liv med den afdøde musiker.

Hun lægger vejen forbi Danmark, hvor hun lørdag holder foredrag på Værket i Randers.

Gik man glip af billetter, får man en ny chance til oktober for at opleve Priscilla Presley, når hun holder sit foredrag "An Evening with Priscilla Presley" i både København og Randers.

Det skriver det danske museum Memphis Mansion i Randers i en pressemeddelelse.

De to arrangementer til oktober bliver holdt i Falkonersalen i København og på Værket i Randers.

Henrik Knudsen fra Memphis Mansion finder en stor ære i de danske besøg fra kvinden bag Elvis-boet.

- Det er os en kæmpe ære, at Priscilla har valgt at komme tilbage til Danmark, siger Henrik Knudsen.

Priscilla Presley vil åbne op om sit livs op- og nedture med Elvis og deres fælles barn, Lisa Marie Presley.

Den 80-årige Priscilla Presley har levet et liv i rampelyset, siden hun i 1967 giftede sig med datidens superstjerne Elvis Presley.

Parret blev skilt i 1973, og rockstjernen døde fire år senere.

De to skulle angiveligt have mødt hinanden første gang i Vesttyskland, da Priscilla blot var 13-årig.

Siden Elvis' død har Priscilla Presley skabt sig en karriere inden for iværksætteri og skuespil.

Priscilla Presley er drivkraften bag Elvis' bo og har været afgørende for, at Graceland, hvor Elvis boede, i 1982 blev åbnet i Memphis, Tennessee. Stedet er sidenhen blevet et museum for Elvis Presley.

Desuden har Priscilla Presley spillet med i alle tre film i serien "Høj pistolføring".

Både Priscilla Presleys eksmand, Elvis, deres fælles barn, Lisa Marie, og barnebarnet Benjamin Keough er døde. Omkring sidstnævnte skrev Priscilla Presley på Facebook, at de dage var "nogle af de mørkeste dage i hendes families liv".

Lørdagens foredrag er ifølge Værkets hjemmeside udsolgt.

Det er dog også muligt at møde den amerikanske kendis på Memphis Mansion i Randers både lørdag og søndag. En billet til at møde Priscilla Presley søndag koster 2200 kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

20. MAR 2026 • 15:12UDLAND
Actionhelten Chuck Norris er død
20. MAR 2026 • 15:12UDLAND
Donald Trump kalder Nato for kujoner
FÅ ABONNEMENT