Nyt tv-par skal få danskerne til at tale om deres mentale sundhed

16. NOV 2023 • 13:04INDLAND/KRIMINAL

Tv-lægen Peter Qvortrup og kronprinsesse Mary sætter fokus på naturen og mental sundhed i nyt tv-program.

Et nyt tv-par, der skal få danskerne til at tale om deres mentale sundhed, er født.

Sammen med tv-læge Peter Qvortrup Geisling vil kronprinsesse Mary sætte fokus på naturen og mental sundhed i et nyt DR-program.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Sammen tager tv-lægen og kronprinsessen til Vesterhavet og taler om naturens indvirkning på trivsel og mental sundhed.

Det nye program har fået titlen: "Naturen og vores sind – Kronprinsessen ved Vesterhavet".

- Mistrivsel og mental usundhed er en samfundsudfordring, og undersøgelser viser, at stadigt flere – især børn og unge har det svært. Derfor ser vi det som en vigtig opgave i DR at sætte fokus på mistrivsel og psykiske lidelser.

Sådan siger redaktionschef i DR Kristen Marie Svendsen i pressemeddelelsen.

I programmet drager Peter Qvortrup Geisling og kronprinsesse Mary ud i naturen sammen med tre danskere, der alle har det til fælles, at de har haft det svært.

De har kæmpet med stress, psykiske lidelser og sorg. Men fælles for dem er også, at de har brugt naturen til at finde ro og balance i deres liv.

Mødestedet er Vesterhavet. Det er et sted, der ligger kronprinsessens hjerte nær.

Mødet med Vesterhavet var nemlig et af kronprinsessens første møder med den danske natur, da hun kom til landet.

I programmet inviterer kronprinsesse Mary også inden for i sin vilde have ved Fredensborg Slot.

Programmet er et led i DR's strategi for at sætte fokus på mental sundhed.

Gennem blandt andet "P3 Missionen", programserier og samarbejder med skoler og ungdomsuddannelser har DR forsøgt at få danskerne til at tale sammen om det, der er svært.

"Naturen og vores sind – Kronprinsessen ved Vesterhavet" får premiere torsdag den 30. november klokken 06.00 på DRTV og samme dag på DR1 klokken 20.00.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT